Think small first – initiativ
Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark: Hvis reglerne fungerer for de små, dem der har mindst tid og færrest hænder – ja, så fungerer de også for resten.
Sådan lyder udmelding fra SMVdanmarks direktør, der fortsætter: Alt for mange små og mellemstore virksomheder bruger mere tid på papirarbejde end på kunder og udvikling.
TÆNK FÅ RESSOURCER. En vigtig del af problemet er, at regler og lovgivning bliver designet med udgangspunkt i de store virksomheders virkelighed. De store koncerner med compliance-afdelinger og hærskarer af jurister på lønningslisten. Reglerne tager ikke højde for hverdagen i en SMV, hvor ejeren ofte selv skal klare både drift, udvikling og administration.
Det skal vi have lavet om på. Derfor bakker vi i SMVdanmark op om det europæiske initiativ Think Small First, som vi nu har været med til at omsætte til et charter med konkrete krav. Krav om, at politikerne i både København og Bruxelles skal begynde med de små og tænke i, hvordan nye regler rammer virksomheder med få ressourcer.
NY BEKYMRENDE ANALYSE. En ny aktuel analyse fra SMVdanmark har regnet på, hvor mange flere ord der optræder i EU’s lovarbejde de sidste 25 år. Det er millioner. EU kvæler sin konkurrenceevne med millioner af ord, lyderer konklusionen i en ny analyse fra SMVdanmark.
Analysen sætter tal på EU’s samlede regelmængde, som er vokset med næsten tre millioner ord på tre år. Det svarer til en stigning på 15,9 procent i en periode, hvor EU ellers har hævdet, at vækst og konkurrenceevne og kamp mod bureaukratiet skulle stå øverst på dagsordenen.
BUREAUKRATI. – Det virker som om, systemet simpelthen har taget fejl af speeder og bremse. Det er efterhånden svært at opdrive en politiker, der mener, at mere bureaukrati er vejen frem. Alligevel er det, det vi ser. Der er markant forskel på det, politikerne siger, og det, de faktisk gør. Det er stærkt bekymrende, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark og Policy Vice President i SMEunited (foto nedenfor).
Mængden af ord i EU’s lovtekster kan ses som et mål for den voksende kompleksitet og det stigende bureaukrati. Hvert ekstra ord er potentielt en ny forpligtelse, et ekstra krav eller en ny undtagelse, som virksomheder skal forholde sig til – og dermed en indirekte udgift. Analysen viser også, at siden 2000 er det samlede antal ord i EU’s retsakter steget fra ca. 5,6 mio. ord til ca. 22,9 mio. ord per 13. oktober 2025 – svarende til en vækst på mere end 300 pct i perioden.

