SWECO: Tænk biodiversitet fra projektstart

Ny Sweco-rapport advarer om naturtab og dyre omprojekteringer, hvis biodiversitet ikke tænkes ind fra første streg i infrastrukturprojekter. Rapporten viser, at mange løsninger allerede findes. Ifølge den danske medforfatter haster det at få dem i brug. Når biodiversitet først integreres, er naturpositive projekter langt fra utopiske.

Danmark står over for milliardstore investeringer i infrastruktur de kommende år. Alene infrastrukturplanen øremærker 160 mia. kr. til veje og kollektiv trafik frem mod 2035. Hertil kommer investeringer i energiudbygning, klimatilpasning og øvrige store anlægsprojekter.

– Vi står med en historisk mulighed. Når staten og kommunerne planlægger investeringer i denne størrelsesorden, kan vi simpelthen ikke tillade os at gentage gamle fejl. Hvis biologer først kommer på banen, når projektet er halvvejs tegnet, er de bedste løsninger allerede tabt på gulvet,” siger Rasmus Fuglsang Frederiksen, chef for natur i Sweco Danmark og medforfatter til rapporten.

Rapporten – Biodiversity in Practice: From Loss to Gain – peger på, at timingen er afgørende. Risici for naturtab og forsinkelser kan reduceres med tidlig biologisk screening. I en række eksempler viser rapporten også, at europæiske infrastrukturejere allerede arbejder systematisk med biodiversitet. Flere af teknologierne bruges i Danmark, men det er langt fra konsekvent.

Fra neutral til positiv. – Danmark er nået dertil, hvor vi faktisk kan lave naturneutrale projekter, dvs. projekter hvor vi ikke skader naturen. Men vi gør det ikke som standard, fordi biodiversitet stadig ofte bliver et bilag og ikke et styrende parameter. Der skal et paradigmeskifte til, siger Rasmus Fuglsang Frederiksen.

Læs videre her: Milliardinvesteringer kræver biodiversitet fra dag ét | Sweco

SWECO:
Sweco planlægger og designer fremtidens bæredygtige byer og samfund. Med vores kunder og den samlede viden hos vores 23.000 arkitekter, ingeniører og andre specialister, skaber vi sammen løsninger, der adresserer urbanisering og digitalisering og gør vores samfund mere bæredygtige.

Sweco er Europas førende arkitekt- og ingeniørrådgiver med en omsætning på ca. SEK 24 mia. (EUR 2,2 mia. / DKK 16 mia.). Virksomheden er noteret på Nasdaq Stockholm.

Del dette med dit netværk: