Største klimatilpasningsprojekt på Vestfyn

Det kan næsten lyde som omkvædet til en ny Shu-bi- dua-sang; ”Første til det største”, når Assens Forsyning skriver om sit helt store klimatilpasningsprojekt på Vestfyn

Det kommende år går det løs med at forme det hidtil største klimatilpasningsprojekt på Vestfyn. Det gør det, når Assens Forsyning A/S slipper gravemaskinerne løs i Tommerup Stationsby for at anlægge Regnvandssøerne ved Tallerup.

Efter et netop gennemført klimatilpasningsprojekt i Tommerup (ved Kirkebjerg), hvor kloaksystemet er renoveret, og hvor der er anlagt flere klimasøer med det formål, at håndtere fremtidens stigende mængder nedbør, går turen nu videre til Tommerup Stationsby, hvor Assens Forsyning A/S anlægger sit hidtil største klimatilpasningsprojekt.

Det sker på et område øst for Tommerup Stationsby nær Odensebanen, hvor selskabet har opkøbt et område på syv hektar. Her skal hele 54.000 kubikmeter jord, svarende til 4.500 lastbillæs omfordeles med det formål at skabe et teknisk anlæg med tre sammenhængende regnvandssøer, som ved kraftigt regnvejr fremstår som én samlet sø. Herudover skal der anlægges et spændende sø- og naturlandskab med rekreative muligheder. – Jorden, vi graver ud for at etablere Regnvandssøerne ved Tallerup, genanvender vi på arealet. Det gør vi primært for at skabe et bakket og rekreativt sø- og naturområde, som kan omkranses og bindes sammen af grus- og trædestier med offentlig adgang. Herudover forstærker vi det allerede kuperede landskab, ligesom vi bruger jorden til at skærme for Odensebanen og for varmepumpeanlægget, som Tommerup St. Varmeforsyning opfører i den nordlige del af området. Dermed skaber vi et nyt og samfundsvigtigt område, som tjener et nyttigt formål – både i forhold til natur, teknik og miljø, fortæller drifts- og projektchef Michael Dissing Nielsen.

For Assens Forsyning A/S er det en ønskværdig situation, når gennemførelsen af klimatilpasningsprojekter og anden nødvendig infrastruktur kan kombineres med udviklingen af parker, natur og byrum, der giver naturværdi, og som skaber nye muligheder for lokalsamfundene.

Del dette med dit netværk: