Snyd for milliarder: Social dumping i byggeriet
Halvdelen af de mere end 7.800 kontroller af social dumping mellem 2020 og 2024 afslører snyd og fejl. Det er stærkt uacceptabelt at undergrave ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, mener skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Nye tal fra Skattestyrelsen viser, at social dumping fortsat er udbredt i den danske bygge- og anlægsbranche. Siden 2020 har Skattestyrelsen gennemført knap 5.000 kontroller i bygge- og anlægsbranchen – og fundet fejl i næsten 2.200 sager.
I alt har styrelsen i perioden afsluttet næsten 7.800 sager mod social dumping på tværs af brancher, hvoraf godt 3.700 har ført til regulering af virksomheders skatte- og afgiftsforhold. – Det er alt for mange, mener skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen:
”Vi vil ikke acceptere det” – Det gør mig vred, og det er helt uacceptabelt, at virksomheder ved at snyde i skat forsøger at skaffe sig en unfair konkurrencefordel og dermed undergrave ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Social dumping stjæler både fra fællesskabet og fra de virksomheder, der gør tingene ordentligt. De her nye tal viser, at der sker fejl i forskellig grad – men de indikerer også, at der er nogle, der udnytter vores system til at begå kriminalitet. Derfor er det godt, at indsatsen virker – og den er helt nødvendig, siger skatteministeren
Indsatsen mod social dumping har ikke kun afsløret snyd. Den har også sikret, at milliardbeløb til fællesskabet er blevet opkrævet. I alt er der således udsendt opkrævninger for knap 2,1 milliarder kroner i perioden. Bygge- og anlægsbranchen står for hele 68 procent af reguleringerne.
Det grønne område – bl.a. landbrug og skovbrug – har samtidig den højeste træfprocent, hvor 60 procent af kontrollerne førte til, at virksomhederne skulle betale mere i skat og afgifter.
ID-KORT PÅ VEJ. Regeringen har i regeringsgrundlaget haft fokus på at styrke indsatsen mod social dumping, fordi der i visse dele af fx rocker- og bandemiljøet foregår meget social dumping. Det har bl.a. ført til en aftale om indførelse af ID-kort på bygge- og anlægsprojekter. Beskæftigelsesministeren forventes at fremsætte lovforslaget allerede i februar 2026.
Kontrolindsatsen med fokus på brancher med høj risiko for social dumping, herunder byggeriet, landbruget samt rengørings- og restaurationsbranchen fortsætter i 2026.

