Redegørelse: Høj og tiltagende BNP-vækst

Efter vinterens smittebølge og nedlukning i dele af økonomien er der nu igen stærk fremgang i dansk økonomi. Den nye prognose i Økonomisk Redegørelse peger på høj og tiltagende BNP-vækst på henholdsvis 2,4 pct. i år og 3,6 pct. næste år.

Vinteren er væk, og foråret er kommet. Også i dansk økonomi. Med genåbningen af samfundet er dansk økonomi på vej ud af coronakrisen. Store dele af økonomien er genåbnet, og nøgletal peger på, at meget af aktiviteten allerede er vendt tilbage. Detailomsætningen slog rekord i marts, industriproduktion ligger nu pænt over niveauet før coronakrisen, eksporten stiger, og ledigheden er faldet i de seneste måneder.

På den baggrund ventes BNP at vokse med 2,4 pct. i år og 3,6 pct. næste år. Dermed ventes væksten i 2022 at blive den højeste i 15 år. Allerede i slutningen af i år vil BNP overstige niveauet, før coronapandemien ramte. Væksten i privatforbruget ventes at nå højeste niveau siden 2004 med en vækst på 4,3 pct. i 2022. Derudover skønnes eksporten at vokse med hele 6 pct. i 2022, hvilket er den højeste vækst i over 10 år.

Den økonomiske fremgang giver også flere job og beskæftigelsen ventes at stige med 46.000 personer i 2021 og 2022 under ét efter et fald på 22.000 personer i 2020.

Del dette med dit netværk: