Presset IT-marked kalder på nye vaner
Københavns har fokus på levetidsforlængelse – Lyngby-Taarbæk Kommune køber brugt
Mange offentlige organisationer udskifter stadig it udstyr, der sagtens kan bruges længere. Men i et marked, hvor det kan være vanskeligt og omkostningstungt at skaffe nyt udstyr, og hvor tilgængeligheden varierer, er flere begyndt at tænke anderledes. To kommuner deler deres erfaringer.
It-hardware står for en væsentlig del af klimaaftrykket fra offentlige indkøb og gør samtidig et markant indhug i budgettet, når det skal skiftes ud. Alligevel bliver velfungerende udstyr ofte udskiftet for tidligt. Et presset it-marked har dog sat fart på en tendens: I stedet for automatisk at købe nyt arbejder flere offentlige organisationer mere systematisk med at forlænge levetiden på eksisterende udstyr – eller købe brugt som et reelt alternativ.
Det kan se ud på flere måder. I Københavns Kommune har de fokus på levetidsforlængelse af eksisterende udstyr, mens Lyngby-Taarbæk Kommune i vidt omfang køber refurbished enheder. Fællesnævneren er, at begge tilgange øger handlefriheden i en hverdag, hvor priser og leveringstider kan gøre det svært at planlægge efter fabriksnyt.

Gode råd fra de to kommuner: Sådan kommer du i gang
- Prøv det af i mindre skala – så får I erfaringer i praksis.
- Hold øje med markedet og tal med leverandører – både om muligheder og om, hvad der giver mening hos jer.
- Lær af andre – ræk ud og brug videndeling som genvej til at komme i gang.
Fælles rammer. Erfaringer fra de to kommuner peger ikke på én opskrift, men på et fælles greb: Når priser og leveringstider gør det sværere at planlægge efter nyt, kan det give mening at udvide værktøjskassen.
SKI’s nye aftale 02.01 Cirkulær it og levetidsforlængende ydelser (2026) skal bidrage til at gøre det lettere for de offentlige organisationer at handle på de muligheder, uden at hver enkelt organisation skal etablere egne løsninger og aftaler fra bunden.
Aftalen giver et fælles afsæt, men stadig med mulighed for at vælge den løsning, der passer bedst til ens situation. Samtidig viser erfaringerne, at økonomi og grøn omstilling ikke nødvendigvis trækker i hver sin retning – de kan tværtimod understøtte hinanden, når man får mere ud af udstyret og bliver mindre sårbar over for et presset marked. Derfor ser Lyngby-Taarbæk Kommune også den nye aftale som et rettidigt rygstød: – Det er meget spændende, at aftalen kommer nu, hvor markedet er presset. Jeg håber, den kan være med til at få flere til at tænke i de her løsninger, slutter Mikkel Arp.

