NOVO udvider i Kalundborg

Novo Nordisk oplyser i en pressemeddelelse planer om at investere 1 mia. kr. i opførelsen af en ny fabrik samt udvidelse af to eksisterende produktionsanlæg på produktionsfaciliteterne i Kalundborg.

I december 2021 blev der taget første spadestik til en helt ny stor fabrik på Stejlhøj – alias en investering på hele 17 mia. kr.. Eventyret fortsætter: Novo Nordisk oplyser, at der opføres endnu en fabrik i Kalundborg og at to nuværende produktionsanlæg udvides. Samlet pris kr. 1 millard. Udvidelserne af to nuværende produktionsanlæg vil give kapacitet til fremstilling af aktive farmaceutiske ingredienser (Active Pharmaceutical Ingredients – API) til Novo Nordisks nuværende og fremtidige orale og injicerbare produkter.

Derudover dækker investeringen opførelsen af en ny fabrik, som skal etablere yderligere kapacitet til fremstilling af API til teknisk brug for at understøtte udviklingen af Novo Nordisks fremtidige produktpipeline. Den nye fabrik bliver også en intern innovationshub, der skal understøtte udviklingen af nye produktionsteknologier.

– Denne nye investering i vores produktionsfaciliteter i Kalundborg er et skridt i opbygningen og sikringen af fremtidig kapacitet til produktion af vores nuværende og fremtidige orale og injicerbare produktportefølje. Udvidelsen af produktionskapaciteten er vigtig for at imødekomme patienternes fremtidige behov, forklarer Michael Hallgren, SVP, Product Supply, Active Pharmaceutical Ingredients, og fortsætter: – Ud over udvidelserne af de nuværende produktionsanlæg vil den nye fabrik etablere yderligere API-produktionskapacitet med det dedikerede formål at producere API til teknisk brug, som vores kolleger i Novo Nordisk R&D bruger til at udvikle og teste produkter, der allerede er i udviklingspipelinen. Kalundborg er hjørnestenen i Novo Nordisks produktion af API, og dermed har vi kompetencerne til at understøtte vores kolleger i R&D med den nødvendige API til dette formål.

Byggeriet af den nye fabrik er igangsat og forventes afsluttet primo 2023 og vil skabe omkring 20 nye arbejdspladser.

Fakta om Novo Nordisks produktion i Kalundborg

Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg blev etableret i 1969. I dag dækker faciliteterne et areal på 1,200,000 m2 og beskæftiger ca. 3,200 mennesker. I Kalundborg producerer Novo Nordisk produkter til behandling af svær overvægt og diabetes samt flere biofarmaceutiske produkter. Siden årtusindskiftet og frem til i dag har Novo Nordisk investeret mere end 18 mia. kr. i produktionsfaciliteterne i Kalundborg. Den investering på yderligere 17 mia. kr., der blev annonceret i december 2021, næsten fordobler 20 års investeringer og tilføjer 400 nye arbejdspladser.

Del dette med dit netværk: