Nordsø-topmøde: Grøn strøm til 230 mio. husstande

Enighed om at Nordsøen skal gøres til et grønt kraftcenter for hele Europa. Til sammen vil fire lande mindst tidoble kapaciteten af havvind frem mod 2050.

Klimakrisen kræver en markant grøn omstilling af Europas energiforsyning i de kommende år. Samtidig har Ruslands invasion af Ukraine slået fast, at europæisk samarbejde er vigtigere end nogensinde før, og at en omstilling væk fra sort energi skal gå stærkt. Derfor vil Danmark høste Nordsøens fulde havvindspotentiale og sætte grøn strøm til vores europæiske naboer gennem anlæggelsen af nye energiøer. – Dagens topmøde er intet mindre end historisk. Vi er blevet enige om en ambitiøs erklæring, der ikke alene kommer til at forsyne hele Europa med grøn strøm, men som på sigt også kan bidrage til produktionen af grønne brændstoffer til skibe, fly og lastbiler. Alle fire lande ser det enorme potentiale, som Nordsøens kraftige blæst tilbyder os, og vi står klar til at høste det. Det er fælles beslutninger som disse, der gør en afgørende forskel, når vi skal tackle både klima- og energikrisen, hvor det er bydende nødvendigt at blive uafhængig af sort energi fra Rusland, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen.

Ved topmødet blev statslederne ledsaget af deres respektive energiministre. Også her blev der underskrevet en række erklæringer, der konkret anviser, hvordan landene vil føre de ambitiøse visioner ud i livet. Bl.a. indgik Danmark og Belgien aftale om, at Belgien skal kobles på den første energiø i Nordsøen. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen og EU’s energikommissær Kadri Simson deltog desuden også i topmødet. Europa-Kommissionen præsenterede onsdag morgen sin plan for at blive uafhængig af russisk gas. Erklæringerne på Nordsøtopmødet forventes at hjælpe EU et stort skridt tættere målet.

– Med REPowerEU-planen, som blev offentliggjort i dag, giver EU endnu et boost til vedvarende energi og reducerer vores afhængighed af fossile brændstoffer, især russisk gas. Som en del af tiltagene til at fremskynde den grønne omstilling har vi foreslået at gøre tilladelser i EU hurtigere og mere strømlinede, hvilket vil hjælpe os med at udnytte havvindpotentialet i Europa fuldt ud. Nordsøen er det perfekte sted at gå foran og opskalere havvind hurtigt, og jeg hilser dagens ambitiøse udmeldinger velkommen. Det er symbolsk, at vi åbner dette nye kapitel i Danmark, fødestedet for havvindteknologi, siger Kadri Simson, EU’s energikommissær.

Del dette med dit netværk: