Nordjysk fællesindkøb

Det handler om fælles indkøb af sundhedsartikler. Region Nordjylland og kommunerne i regionen er blevet enige om at lave et fælles udbud af sårplejeprodukter, der skal sikre et fælles sortiment på tværs af region og kommuner. Borgere, der har været i behandling på et hospital, har nemlig fordele ved at benytte samme produkter, når de er udskrevet fra hospitalet.

Det bidrager til en mere sammenhængende patientbehandling på tværs af sektorer. – Vi skal videre ad denne vej. Der er flere områder, hvor der er åbenbelyse fordele for patienter og personale, hvis regioner og kommuner køber sundhedsprodukter ind i fællesskab. Vi er klar til flere lignende pilotprojekter, og ønsker at projekterne udbredes på landsplan, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

– Det giver rigtig god mening med en fælles indkøbsaftale, som kan bidrage til en øget sammenhæng og ensartethed i behandlingen inden for en række kliniske områder. Desuden er forventningen også, at en fælles indkøbsaftale kan bidrage til en øget ensartethed på bl.a. prisen. Ud over en fælles aftale på sår- og kompressionsområdet, ser vi også potentialer på andre områder, fx inkontinens, siger Jette Husth Larsen, områdeleder for syge- og hjemmeplejen, Hjørring Kommune

Det bliver Region Nordjylland, som kommer til at stå i spidsen for det tværoffentlige udbud, og alle de nordjyske kommuner er med

Del dette med dit netværk: