Møller på land – landets største

Der ligger ni års hårdt arbejde forud for åbningen af, hvad der får betegnelsen ”Danmarks største landvindmøllepark”. Nu er den igangsat og klar til at levere grøn strøm til 65.000 nordjyder. Med 18 møller, som måler 150 meter og har en effekt på 4,3 MW, er parken nu Danmarks største. Med ni møller placeret i Vesthimmerland og ni møller i Jammerbugt kommune kan 65.000 nordjyder nu se frem til mere grøn strøm i stikkontakten.

Bag projektet står Eurowind Energy A/S, som ligeligt ejes af Norlys og de oprindelige stiftere – begge med en fælles ambition om et grønnere Danmark med mere vind og sol på det danske landkort.

Elbiler, varmepumper og elektrificering af danske virksomheder er vigtige brikker i den grønne omstilling, og det kræver fortsat udbygning af grøn og ikke mindst billig strøm. Vind og sol står i dag for knap 50 procent af den samlede elproduktion i Danmark. Med åbningen af Thorup-Sletten tager Danmark endnu et kæmpe skridt i retningen mod et fossilfrit samfund og vores fælles ambition om en reduktion af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

CEO i Eurowind Energy A/S Jens Rasmussen er stolt over den nye vindmøllesparks bidrag til den grønne omstilling. – Med indvielsen af Thorup-Sletten kommer vores samlede portefølje af vind og sol op på en årlig elproduktion på næsten 1.000 GWh, der svarer til 250.000 husstandes årlige strømforbrug. Vi er selvfølgelig stolte af, at vi på den måde er væsentlige bidragsydere til Danmarks grønne omstilling og ambitionen om et mere klimavenligt Danmark, siger han.

Del dette med dit netværk: