Livscyklusanalyser kan sikre bæredygtige investeringer

Hvordan sikres bæredygtige investeringer for forsyninger, og kan CO2 – og energi-neutralitet gå hånd i hånd?

En målsætning om at blive CO2-neutral i 2030 gælder store dele af den danske forsyningsbranche. Det ene forsyningsselskab efter det andet arbejder med bæredygtighed, bl.a. hjulpet godt på vej af FN´s verdensmål, der har givet verden et slags fælles sprog, måske ligefrem en fælles reference, og fælles mål at sigte efter. Kan vi med den ene hånd blive energineutrale og med den anden hånd CO2-neutrale? Og hvilke påvirkninger har vores valg og resulterende fravalg på miljøet, økonomien og mange andre faktorer, som bør inddrages i evalueringen inden valget eller fravalget træffes?

I store dele af den danske forsyningsbranche gælder målsætningen om at blive CO2-neutral i 2030.

Sammen med de andre forsyningsselskaber arbejder Aarhus Vand på at blive både energineutrale og CO2-neutrale. På samme tid skal vi også være opmærksomme på den påvirkning, vi har på vores omgivelser og der er nye og sandsynligvis skærpede rensekrav/grænseværdier til miljøfarlige stoffer på vej.

Nye krav vil medføre øget energiforbrug som udfordrer arbejdet med energineutralitet og skaber et større behov for systematisering og samtænkning. I samarbejde med BIOFOS og VandCenter Syd har Aarhus Vand A/S derfor igennem de seneste tre år deltaget i og medfinansieret et PhD projekt, vis forskning har udviklet en metode til at træffe et mere bæredygtigt teknologivalg.

Projektet, som er udført af Maria Faragó under DTU Sustain, indeholder b.la elementer fra livscyklusanalyse, matematisk beslutningsanalyse og viden om renseprocesser. Og ifølge Morten Rebsdorf, senior projektleder ved Aarhus Vand, er der god grund til at bruge den type analyser til at reducere vores påvirkning af omgivelserne: ” Vi skal insistere på, at de valg, der træffes i nutid, for vores fremtid, er baseret på et mere nuanceret blik for den påvirkning, vores valg og fravalg har. Vores påvirkninger af omgivelserne skal reduceres. Det er netop derfor, vi skal anvende livscyklusanalyse, derfor vi har udlederkrav og derfor, vi har stillet mål om CO2-neutralitet. Så vi kan træffe de bæredygtige valg, der gør, at vores efterkommere måske kan træffe mindre komplekse valg, i en forhåbentlig mindre CO2-belastet atmosfære.”

Del dette med dit netværk: