Køge: Store møller, dybe skove
18 vindmøller, der som de første i Danmark opstilles i et skovområde, kombineret med et solcelleanlæg på 250 hektar, der samlet kan producere strøm til 120.000 danske husstande. Det er den korte beskrivelse af Energipark Vallø, der i skrivende stund er til diskussion i byrådet i Køge Kommune.
På den anden side af Øresund har Sverige længe haft en tradition for at opstille vindmøller i skove, men indtil videre har det ikke været muligt i Danmark, uanset om kommune, opstiller og naboer ønsker det.
– Vi har nogle ret dybe skove, og derfor kan vi med denne placering opstille vindmøllerne så langt væk fra beboelse, som det kræves, men også pakke dem ind i landskabet af træer og skove. Det er samtidig et af de sidste steder, vi har tilbage på land, hvor vi ser muligheder for at opstille VE, men det er også en placering, der maner til stor uenighed, fortæller Marie Stærke borgmester i Køge til Dagens Energi.
Køge Kommune undersøger muligheden for at opstille en statslig energipark i Vallø Storskov. På trods af lokal borgermodstand tror borgmester Marie Stærke (S) stålfast på projektet. Men hun efterspørger større opbakning fra Christiansborg, hvis de politiske mål skal blive til konkrete projekter ude i kommunerne.
Fakta Energipark Vallø
- Energipark Vallø omfatter 250 hektar solcelleanlæg, der kan producere 230 GWh strøm om året, og 18 vindmøller, der måler 185 meter fra bund til vingespids og har en årlig produktion på 320 GWh.
- Energiparken vil, hvis den gennemføres, kunne forsyne grøn strøm til 122.000 husstande.
- Vallø Stift og Ada Green Energy har søgt om at gøre projektet til en statslig energipark og er derfor ét af indtil videre 21 projekter, som By-, Land- og Kirkeministeriet arbejder videre med at få realiseret.
- Energipark Vallø afventer godkendelse fra Køge Kommune, hvilket er nødvendigt for, at projektet endeligt kan udpeges som en statslig energipark.
Kilde: Dagens Energi., DR og By-, Land- og Kirkeministeriet.


