Kæmpe EU-nødlager for værnemidler

Et af i alt ti EU-nødlagre med værnemidler etableres i Greve.

EU-landene har besluttet at etablere ti fælles nødlagre fordelt rundt omkring i medlemslandene. Et af disse er netop ved at blive etableret i Greve.

I en krisesituation, hvor leverandører ikke kan følge med i en uventet, enorm efterspørgsel, som da coronaen fik tag i Europa – og hvor man i Danmark kunne se, hvordan prisen på håndsprit skød i vejret, mens masker og mundbind var udsolgt mange steder, skal der kunne disponeres. Da coronaen for alvor fik tag i Europa sidste år, oplevede man en kraftig mangel på diverse værnemidler forskellige steder på kontinentet.

– Hvis vi kommer til at stå i en situation igen, hvor der lige pludselig er mangel, eller produktioner bliver lukket ned, så er det her et beredskabslager, vi har, som så kan komme i spil, siger Thomas Bøgeskov, der er enhedschef i Logistik og Forsyning i Region Hovedstaden, til TV 2 Lorry.

Det nye kriselager er på 6.000 kvadratmeter – svarende til et mindre Bilka varehus. Det huser på nuværende tidspunkt 6.000 paller med værnemidler.  På trods af de massive tal er det dog ikke et bredt sortiment, men i stedet en solid volumen der bliver prioriteret. Eksempelvis kommer lageret til at opbevare seks millioner kitler og trehundrede millioner handsker.

Lageret er allerede nu klar til brug, og man regner med, at alle produkter er på plads i løbet af juli. Sortimentet opdateres løbende, så det altid indeholder de nyeste værnemidler.

Kilde: https://www.tv2lorry.dk/greve/kaempe-noedlager-i-greve-skal-servicere-hele-eu-med-vaernemidler?fbclid=IwAR39fFMMjiZ-97gYz-xHn8Vc4tqnacYsZCMvqshtDg-sF3lruRgmZ9LuaHM

Del dette med dit netværk: