Hvem lægger løkken om egen hals?

Af Claës Hagström, claes@udbudsmedia.dk

Affaldsforliget sætter ikke blot KL, men også mange forbrændingsanlæg i en kattepine. I brancheorganisationen Dansk Affaldsforening er man også bekymret. Affaldsforliget fjerner forbrændingsanlæggenes vigtigste råstof, affaldet. Vejen frem til mindre affald bliver afgørende for, hvem der skal betale for afviklingen af forbrændingsanlæg.

Centralt i affaldsforliget står, at kapaciteten på forbrændingsanlæggene skal nedbringes. Når husholdningerne, som krævet i forliget, sorterer deres affaldet endnu mere end i dag, vil mere affald kunne genanvendes. Derfor fastsættes et kapacitetsloft, der i 2030 forventes reduceret med ca. 30 pct. i forhold til i dag.

Det er på den baggrund, at KL skal udarbejde en konkret plan for tilpasning af kapaciteten. Samtidig skal KL udarbejde en liste med anlæg, der skal lukke i henhold til kapacitetsloftet. Blandt de værker der skal lukke er de miljømæssigt dårligste anlæg, ligesom der skal ske effektiviseringer til gavn for virksomheder og forbrugere. Planen, som skal godkendes af Forsyningstilsynet, skal KL have klar senest 1. januar 2021.

For at få aftalen i hus var regeringen nødt til at ændre på de omdiskuterede planer om at gøre de kommunaltejede forbrændingsanlæg til aktieselskaber i konkurrence med hinanden med en tilhørende mulighed for privatisering.

Øget konkurrence gennem en selskabsgørelse af anlæggene skal føre til, at kapaciteten bliver nedbragt, hvis Forsyningstilsynet ikke vurderer, at planen lever op til forventningerne.

Plan B

Kravet om reduktion må selvfølgelig bygge på en frivillig aftale mellem KL og kommunerne, og med den fastsatte tidsfrist spår KL-næstformand Martin Damm, at det bliver svært at nå til enighed. Derfor ser KL nærmere på forligspartiernes plan B.

Men den plan kan give store tab for affalds- og varmekunder, hvis værker ender med at måtte lukke. I forligsteksten kaldes planen en “udbudsbaseret model”, som falder i tre trin:

  1. Først fastsættes et loft på forbrændingskapacitet på 2,6 millioner ton pr. år; en reduktion på en tredjedel i forhold til dagens kapacitet. Det skal kapaciteten nedbringes til inden 2030.2. Derefter går man i gang med at stramme miljøkravene til anlæggene. Det vil få nogle anlæg til at vælge at lukke.3. Er det ikke nok til at nedbringe kapaciteten, lægger man en afgift på affaldsforbrænding, indfører CO2-krav eller stiller krav om plasticindholdet i affaldet.Samtidig pålægges kommunerne at sende affaldsforbrændingen i udbud.Uanset om det lykkes at få en frivillig aftale eller der skal køres efter Plan B, vil Kapaciteten under alle omstændigheder blive reduceret.Økonomisk set er forskellen imidlertid ikke uvæsentlig. Sker lukningen efter en plan fra KL, dækker staten 70 procent af den enkelte kommunes tab på nedlukningen. Efter Plan B bliver der ingen statslig kompensation; her vil affaldskunder og varmekunder skulle betale hele tabet.

De rammes hårdest
Ender det med Plan B, vil de store anlæg blive favoriseret på bekostning af de små. Stordriftsfordelene tilsiger, at omkostningerne pr. ton forbrændt affald er lavest i de store anlæg, og det vil de kunne vinde på i en udbudsproces.

Præcis hvilke anlæg, der vil bukke under i udbudsmodellen, er dog uforudsigeligt. For et forbrændingsanlæg, der ikke lever op til nye, strammede miljøkrav, kan principielt vælge at investere i ny teknologi, så man kommer til at opfylde kravene. Men som udgangspunkt vil både små og gamle anlæg være dem, der er mest i farezonen.

Skriv en kommentar

avatar
Copy link
Powered by Social Snap