Helsingør: 60 ha solcelleanlæg

Plangrundlaget for Forsyning Helsingørs nye ca. 60 ha store solcelleanlæg er nu godkendt. Med et stort flertal på 23 stemmer for og 2 i mod har Byrådet i Helsingør Kommune mandag godkendt plangrundlaget for et ca. 60 ha stort solcelleanlæg, som Forsyning Helsingør skal opføre ved siden af Skibstrup Affaldscenter.

Med solcelleanlægget kommer Forsyning Helsingør til at levere et anlæg, der producerer vedvarende energi, og som understøtter både den lokale og nationale grønne omstilling. Dermed opfyldes en af de strategiske målsætninger i kommunens ejerstrategi, og solcelleanlægget vil samtidig understøtte kommunens klimaplan om væsentlige reduktioner af CO2-udledningen frem mod 2030. Plangrundlaget bestod samlet af et forslag til lokalplan, et forslag til kommuneplantillæg – samt en miljøkonsekvensrapport.

Forsyning Helsingør kan – efter 4 ugers klagefrist – fortsætte med projektets næste faser. Det forventes derfor, at udbudsmaterialet udarbejdes efter sommerferien – fra august og de næste par måneder frem. Når anlægget kommer i drift, forventes det at kunne producere ca. 53 GWh el/år.

Del dette med dit netværk: