Grønt vartegn levetidsforlænges

Med deres placering i en blød bue lige ud for København er havvindmøllerne på Middelgrunden blevet et vartegn for den grønne omstilling i hovedstaden – samt et yndet udflugtsmål, når Danmarks erfaringer inden for vindmølleteknologi skal promoveres over for udlandet. HOFOR har nu annonceret udbuddene af et pionerprojekt, der handler om levetidsforlængelse af de kendte havvindmøller på Middelgrunden ud for København. Projektet kan bevare møllerne og sikre, at de i op til 25 år endnu kan producere CO2-fri strøm.

Siden 2018, hvor HOFOR – Hovedstadsområdet Forsyningsselskab købte halvdelen af Middelgrunden Vindmøllepark, har et hold af HOFOR-medarbejdere arbejdet på at give de ikoniske havvindmøller en levetidsforlængende behandling. Nu har HOFOR lagt sig fast på den tekniske løsning. Derfor er udbuddet, der skal sikre, at møllerne kan driftes i op til 25 år endnu, blevet annonceret. Udbuddet gælder både opgradering og renovering af møllerne samt service og vedligehold frem til 2025, hvor møllernes nuværende driftstilladelse udløber. HOFOR har over de seneste otte måneder været i dialog med en række leverandører – og har baggrund af det identificeret flere interesserede bydere. HOFOR forventer derfor, at der kan skrives kontrakt med en leverandør i efteråret 2022.

– Middelgrunden Vindmøllepark er omfattet af nogle afstands- og højdekrav, som betyder, at vi ikke kan sætte nye og større møller op derude. Derfor har vi haft fokus på, hvordan vi kan optimere inden for de rammer, vi har. Vores analyser har vist, at de eksisterende møller er i en rigtig god stand, og at vi med få tiltag kan levetidsforlænge dem, så vi kan drifte dem videre i mange år endnu. Vi har derfor valgt at beholde de eksisterende møller, som de er – med fundamenter, tårne, naceller, møllevinger og kabler ind til land. Så parken kommer fremadrettet til at se ud, præcist som den gør i dag, forklarer Jan-Hendrik Ahrenkilde Wunsch, der er chef for Drift og Asset Management i HOFOR Vind, og fortsætter: – Vi har gennem hele forløbet ønsket at genbruge så meget som muligt. Det på trods, så er det nogle gamle møller, som er bygget i en anden tid. Derfor er der dele, som vi ønsker at skifte ud og opgradere, for at kunne drifte møllerne mere effektivt og smartere fremadrettet. Vi opgraderer blandt andet styresystemet i møllerne og installerer nogle nye overvågningssystemer. Derudover vil vi gennemføre nogle reparationer på møllevingerne, som gennem de sidste 20 års drift naturligvis har pådraget sig noget slitage.

Del dette med dit netværk: