Fører klimaambitionerne til uøkonomiske investeringer?

Af Claës Hagström, claes@udbudsmedia.dk

Politikere skal selvfølgelig have ambitioner, og de skal udmøntes i konkret politik. Og hvilken politiker drømmer ikke om at gå over i historien med et storslået eftermæle? Men her lurer risikoen for evig skam og skændsel, hvis ambitionens vinger, lig Ikaros’, ikke kan bære. Og for samfundet spildte investeringer i megastørrelse.

Da regeringen meldte sine klimapolitiske ambitioner ud, affødte det tvivl fra flere sider. Indfrielsen af ambitionerne ville afstedkomme en gigantisk regning, mens effekten på det globale klima ville være forsvindende, ja nærmest ikke-målelig. At det ræsonnement rummer en reel sandhedsværdi kan ikke bestrides. Men det kan regeringens ræsonnement, at denne klimapolitik skal sende et globalt signal heller ikke.

Politiker, træd varsomt
Derfor er det svært ikke at se positivt på den indgåede klimaftale, som da også har parlamentarisk rygdækning, om at reducere Danmarks CO₂-udledning inden 2030. Blandt elementerne i aftalen er oprettelse af en milliardstor tilskudsordning til Power-to-X-anlæg, hvor man omdanner vindmøllernes el til ”grøn” brint. Og i de tilfælde, hvor brint – indtil videre – ikke er en anvendelig energikilde, kan elektriciteten anvendes til produktion af e-fuels for at bidrage til 70-procentsmålet. Det slog Henrik Poulsen, topchef i Ørsted Gruppen til lyd for.

Men her er der grund til at gå varsomt til værks. Til PolicyWatch slår global direktør for Energi, Rambøl Mogens Skov til lyd for, at en mest fornuftige start nødvendigvis ikke er at satse alle pengene på storskala-anlæg. Der er brug for, at vi grundigt får analyseret, udviklet og testet de nye teknologier i mindre skala, inden der investeres i den helt store udbygning og transformation væk fra det fossile samfund, siger han.

Fysikken og e-fuels
Når det kommer til anden anvendelse af vindelektriciteten end til produktion af brint er der blandt fagkyndige grund til at holde ambitionerne i ave. Mulighederne skal selvfølgelig testes, og de bedste vælges.

I en analyse af den grønne olies -e-fuels – energiregnskab peger Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard på en afgørende pointe. Energiforbruget ved fremstilling af de katalysatorer der skal omdanne vindelektriciteten til flydende brændstof er mangefold større, end den energi man kan få ud af den producerede e-fuel.

Endnu mere nedslående er det faktum, at e-fuels energieffektiv er ret så lav. I et læserbrev i Berlingske gør civilingeniør Christian Aage opmærksom på, at man højst kan udnytte 40 pct. af det grønne og kostbare brændstofs energiindhold, når den forbrændes i motorerne til fremdrivning af skibe, fly og lastbiler.

Den lave energieffektivitet kan ifølge civilingeniøren ikke tilskrives udygtige motorfabrikanter, men er en simpel følge af naturens love. Og for at føje spot til skade nævnes det tilmed, at forbrændingen af olien skal ske ved så høje temperaturer, at der dannes store mængder giftige NOx-gasser, som udgør den farligste del af byernes luftforurening.

Derfor lyder opfordringen, brug vindmølleelektriciteten som elektricitet og intet andet. Elektromotorer kan omsætte den elektriske energi til bevægelsesenergi helt forureningsfrit og med en virkningsgrad på op til 98 pct. Det sker allerede nu i biler og tog. Skibe og fly må vente på nye fremskridt i batteriteknologien, men den er i rivende udvikling.

At forvandle den elektriske energi til flydende brændstof er en stor misforståelse. Lad os se, om politikerne kan modstå fristelsen.