EU forenkling: Hold snuden i sporet

– Det er positivt, at parlamentet nu langt om længe har vedtaget Omnibus 1 efter sidste måneds fadæse. EU har hårdt brug for et opgør med unødigt bureaukrati, for at virksomhederne kan trives og blive ved med at sikre vores velstand. Det opgør kommer et skridt videre med denne afstemning, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri. – Kravene til rapportering om bæredygtighed har nået et omfang og en kompleksitet, der er kommet helt ud af kontrol og ikke tjener formålet om at understøtte den grønne omstilling. Der er brug for færre og mere målrettede regler, så virksomhederne kan bruge kræfterne på at skabe værdi, arbejdspladser og løsninger til den grønne omstilling – ikke på administration, siger han.

Med Europa-Parlamentets position på plads kan de endelige forhandlinger – de såkaldte trilogforhandlinger mellem parlamentet, medlemslandene i Rådet og EU-Kommissionen – nu gå i gang. Her får Danmark som formandskabsland i EU en central rolle. Dog kun indtil årsskiftet, hvor Cypern overtager EU-formandskabet.

– Nu gælder det om at holde snuden i sporet og få Omnibus-pakken endeligt vedtaget, så virksomhederne kan få klar besked. Det her handler om langt mere end bundlinjen hos enkelte virksomheder. Det handler om Europas velstand, sikkerhed og muligheder for at investere i vores fremtid. Vi håber meget på en endelig aftale om Omnibus 1 inden det danske formandskab slutter, siger Lars Sandahl Sørensen.

Del dette med dit netværk: