Energinet får skarp kritik af Rigsrevisionen
Meget utilfredsstillende. Sådan lyder skudsmålet fra Rigsrevisionen, der har undersøgt Energinets udbygning af transmissionsnettet. Det kalder på en akutplan – og at politikerne kommer på banen og understøtter byggeriet af mere elnet, mener Green Power Denmark.
– Energinets styring af udbygningen af elnettet er meget utilfredsstillende. Cirka 70 procent af Energinets projekter er forsinkede, og Energinet har kun delvist overblik over baggrunden herfor. Klima- Energi- og Forsyningsministeriet har reageret for sent i deres tilsyn, selv om forsinkelserne har været stigende. Sådan lyder konklusionen fra Rigsrevisionen, der på eget initiativ har undersøgt Energinets udbygning af elnettet tilbage i tiden. Undersøgelsen omfatter perioden fra 1. januar 2023 til 30. juni 2025. Den handler altså ikke om de nuværende udfordringer, som har fået Energinet til at sætte tilslutninger af store forbrugere på pause i tre måneder.
Green Power Denmark genkender kritikken fra Rigsrevisionen. – Rigsrevisionen kritiserer, at Energinet systematisk har undervurderet, hvor lang tid det tager at gennemføre deres projekter. Det kan vi genkende, og det er derfor vi er i den nuværende situation med mangel på elnet. Vi har gennem flere år sagt, at transmissionsnettet bør have større politisk opmærksomhed. Vi er kommet med løsningsforslag, som Energinet udmærket har kunne rykke på inden for de eksisterende rammer, men der er sket alt for lidt, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark,
Statsrevisorerne kalder styringen af udbygningen af elnettet ’kritisabel’ og uddeler skarp kritik til både Energinet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeret. ’Skarp kritik’ er det næstalvorligste niveau på statsrevisorernes karakterskala.

