DI: Aftale holder klimasporet

Med aftalen fra Glasgow er det stadig muligt at holde temperaturstigningen på mellem 1,5 og 2 grader. Men det kræver først og fremmest, at landene holder, hvad de har lovet i Glasgow. Dernæst skal en række lande øge ambitionerne. Og så har de velstillede lande stadig svært ved at leve op til løfterne om at finansiere klimatilpasning i de fattigere dele af verden.

– Der er kommet mange gode udmeldinger, som varsler konkret og hurtig handling, og som vi glæder os over, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI. – Det er godt, at vi næsten har fået rammerne om Paris-aftalen på plads, herunder også de mange gennemførselsbestemmelser i den såkaldte Paris Rulebook. Der skal flere penge på bordet fra de velstillede lande, men heldigvis viser flere institutionelle investorer – som ATP – vejen. Der er fortsat brug for at øge farten på den grønne omstilling. Vi har ikke ret lang tid, hvis vi skal holde temperaturstigningen på et acceptabelt niveau. Vi kan kun nå det, hvis regeringerne arbejder sammen med virksomhederne og finder praktiske løsninger, siger Anne Højer Simonsen.

Stadig flere lande erkender, at de har en egen interesse i at begrænse klimaforandringerne og gennemføre en grøn omstilling. Derfor lykkedes det at vedtage et slutdokument på COP26, som bringer verden et stort skridt videre i indsatsen mod klimaforandringerne. Over 90 procent af alle lande har nu klimaneutralitet i 2050 som et langsigtet mål. Men det er nødvendigt med endnu højere ambitioner i de kommende år, hvis vi skal leve op til løfterne i Paris-aftalen – ikke mindst frem mod 2030, understreger DI.

En række lande har i forbindelse med COP26 meldt ud, at de vil sætte tempoet op for den grønne omstilling. Markant er, at der i aftalen for første gang indgår et mål om at sænke verdens CO2-udledning med 45 procent i 2030 i forhold til 2010 (Danmarks 70 procents målsætning er i forhold til 1990 og derfor betydeligt mere ambitiøs). Også beslutningen om at opdatere landeplanerne årligt og ikke kun 5-årigt er et fremskridt.

Del dette med dit netværk: