Der tænkes resiliens i Køge

Køge Kommune er ved at udarbejde en revideret klimatilpasningsplan, som skal angive retningen for kommunens klimatilpasningsarbejde frem mod 2030. Planen vil have fokus på at opbygge langsigtet resiliens, multifunktionalitet og merværdi i kommunes fremtidige klimatilpasningsprojekter.

Den seneste klimarapport fra FN slår fast, at de menneskeskabte klimaforandringer sker meget hurtigere end tidligere forventet. Har man ikke læst rapporten, kan man som vidnesbyrd blot tænke tilbage på sommerens skovbrande og oversvømmelser i Europa. I Køge Kommune må vi også forberede os på højere temperaturer, mere regn og flere hændelser som skybrud og oversvømmelser. Køge Kommune er derfor ved at udarbejde en revideret klimatilpasningsplan, som skal angive retningen for kommunens klimatilpasningsarbejde frem mod 2030. Klimatilpasningsindsatsen vil forholde sig til risici og muligheder, som klimaforandringerne kan medføre indenfor forskellige sektorer, herunder vores kyster, vandforsyning, energiforsyning, byggeri og anlæg, landbrug, skovbrug, natur og sundhed.

Den grønne omstilling forsøger at modvirke en udvikling imod ukontrollerede temperaturstigninger globalt, men klimaforandringerne sker allerede i dag og forandrer langsomt det danske vejr og landskab. Til forskel fra den oprindelige tilgang til klimatilpasning, hvor man mest havde fokus på mere kortsigtede risikoreducerende foranstaltninger, mener Køge Kommune, at det er nødvendigt, at vi i højere grad arbejder på at opbygge en langsigtet resiliens, dvs. bestræbelsen på at gøre både sociale og økologiske systemer modstandsdygtige overfor de stresspåvirkninger, som et forandret klima medfører.

Når kommunens byer og landområder klimasikres, bør vi tilstræbe multifunktionalitet, så de mulige ændringer i landskabet kan give en merværdi. Et eksempel på en helhedsorienteret klimatilpasning, der er tænkt som en sammenhængende del af byrummet, kan findes i Køge Nord. Her indarbejdes skybrudsikrende anlæg og infrastruktur. Skybrudsikringsanlæggene er store regnvandsbassiner, hvor Klar Forsyning har anlagt grønne arealer med vild bevoksning og træer, der kan håndtere regnvandet fra kommende tage, veje og parkeringspladser. Dette skaber også grønne friarealer, hvor dyre- og plantelivet samtidig kan udfolde sig. Den merværdi, som en multifunktionel klimatilpasning kan give, er allerede synlig i Det Grønne Strøg ved Køge Nord station, som både er regnvandsbassiner og et grønt rekreativt friareal.

Køges nye klimatilpasningsplan vil have følgende opbygning

  • Den overordnede prognose for klimaet frem mod 2100
  • Prognosen for Køge Kommune (data fra DMI’s klimaatlas)
  • Hvordan klimaforandringer vil påvirke forskellige sektorer i Køge Kommune.
  • Redegørelse for hvad man i allerede gør/har gjort ift. klimatilpasning og behovet for nye tiltag.
  • Konkrete målsætninger for 2030 og 2050
  • Synergier mellem klimatilpasning og CO2-reduktion/lagring
Del dette med dit netværk: