DE udspil: Ny og ambitiøs forskningspolitik

– Investering i forskning vil gavne dansk erhvervsliv, skabe og bevare danske jobs og sikre grøn forskning til gavn for klimaet. Man taler jo ofte om klimakampen som en grøn kamp, og det er også rigtigt. Men under det lag er klimakampen også en kamp om fremtidens markeder. De lande, som kan udvikle grønne løsninger, som kan eksporteres, er morgendagens vindere. Og hvis vi vil bevare det samfund og de goder, vi har, så må og skal vi være i front med forskning. Sådan siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Derfor spiller Dansk Erhverv nu ud med en ny og ambitiøs forskningspolitik, der skal sikre både den grønne omstilling og sikre vækst og arbejdspladser i Danmark på den lange bane. Organisationen ønsker blandt andet, at det offentlige og private samlet bruger fire procent af BNP på forskning mod tre i dag, at det sikres, at universiteter og SMV’er i højere grad har et incitament til at gå ind i forskning og at virksomhederne skal have et 130 procents fradrag for forskning.

– Vi skal have flere SMV’er på banen i forhold til forskning. I bund og grund handler det om, at investering i forskning vil gavne dansk erhvervsliv, skabe og bevare danske jobs og sikre grøn forskning til gavn for klimaet. Vi står stadig på en brændende klimaplatform. Skal vi sikre den grønne omstilling og nå 70 procents-målet og sikre langsigtet vækst og jobskabelse, så er forskning og innovation afgørende. Vores nabolande er i øjeblikket langt mere ambitiøse, end vi er, og handler vi ikke, ja, så risikerer vi, at Danmark ender bagerst i feltet. Det taber virksomhederne, danskerne, det danske samfund og klimaet ved. Det kan og skal vi gøre noget ved, siger Brian Mikkelsen.

Skriv en kommentar

avatar
Copy link
Powered by Social Snap