DE: KL udskammer private tilbud, der burde roses

I en ny analyse af det specialiserede socialområde fra KL fremgår det, at udgifterne til private og selvejende tilbud stiger for kommunerne. Men KL forholder sig hverken til deres egne priser eller helhedsperspektivet, skriver chefkonsulent i Dansk Erhverv Christian Keller Hansen.

KL har netop offentliggjort en analyse, der viser, at kommunerne i stigende omfang køber pladser til borgerne i private og selvejende tilbud samt at prisen for pladserne er vokset over tid. Derudover viser analysen, at udgifterne generelt er stigende på det specialiserede socialområde. Det har ført til en forfejlet og uberettiget udskamning af private tilbud. Private og selvejende velfærdsleverandører burde i stedet få ros for at levere den kvalitet, kommunerne efterspørger.

KL’s analyse forekommer først og fremmest mangelfuld og ufokuseret. Mediet NB-økonomi har lige offentliggjort en analyse, der viser, at udgifterne til det specialiserede socialområde i kommunerne udgjorde 19,4 procent af kommunernes serviceudgifter i 2018 og 19,8 procent i 2021. En lille stigning, men altså ikke noget der indikerer, at socialområdet skulle drive udgiftsudviklingen i kommunerne.

Samme billede ser vi en undersøgelse fra Vive i 2022, der blandt andet viser udviklingen i kommunernes eksterne køb og salg af botilbud og støtte til voksne 2011-2020. Her fremgår det, at udgifterne til køb af botilbud og støtte til voksne er vokset fra 11,9 milliarder kroner i 2011 til 12,9 milliarder kroner i 2020. Det er ikke nogen voldsom udvikling over en årrække.

Alligevel formår KL at tegne et billede af et område, der både er ustyrligt og dyrt på grund af tilstedeværelsen af private leverandører. Det er ikke kun useriøst, men direkte skadeligt for det gode samarbejde, der heldigvis er godt de fleste steder lokalt omkring de mest udsatte borgere.

Billedet er nemlig, at kommunerne i stigende grad køber kvalitet og pladser hos private og selvejende leverandører frem for offentlige tilbud, men at det samlede køb af pladser ikke er voldsomt stigende.

Del dette med dit netværk: