CIP Foundation: Handling nu sparer milliarder på sigt

Det handler om klimaskader. Hvert år vi venter, koster milliarder. Ti års tøven koster 48 mia. kr. i tab, og 139.000 helårsboliger rammes af oversvømmelse. Kyst- og yderkommuner rammes hårdest, lyder melding fra CIP.

Alligevel går klimatilpasningen af Danmark fortsat for langsomt. Mange klimatilpasningsprojekter tager alt for lang tid eller går helt i stå. Derfor lancerer CIP Foundation nu i en ny rapport i alt 11 implementérbare, langsigtede og incitamentsdrevne anbefalinger til, hvordan vi tilpasser Danmark til nutidens og fremtidens klima.

– Vi kan ikke vente med at klimatilpasse til det næste skybrud eller den næste stormflod tvinger os. Vi ved, at det koster danskerne milliarder at vente, og vi ved, hvad vi kan gøre for at forberede og beskytte det danske samfund. Det, vi mangler, er politisk handlekraft, så vi får tilpasset vores kyster og byer, mens vi stadig kan afbøde konsekvenserne af de oversvømmelser, vi med ret stor sikkerhed ser ind i,” siger Charlotte Jepsen, ledende partner i CIP Foundation, og fortsætter:

Staten kan ikke bremse klimaforandringerne, men den kan spare danskerne og det danske samfund for størstedelen af de afledte konsekvenser. Det kræver bl.a., at den ny regering formulerer en national klimatilpasningsplan og implementerer eksisterende, testede løsninger”.

INGEN NATIONAL PLAN. I dag har Danmark ingen samlet national plan for klimatilpasning. Derfor står de enkelte kommuner og grundejere ofte alene med regningen for at klimasikre, selvom prisen kan være uforholdsmæssig høj, og selvom det ofte handler om at beskytte infrastruktur og bygninger, der kommer alle borgere til gavn, som f.eks. en motorvej, en jernbanestrækning eller et museum fyldt med dansk kulturarv.

Samlet ser vi ind i skader for 400 milliarder kroner over de næste 100 år på boliger, infrastruktur, erhvervsliv og natur, hvis ikke vi handler nu. – Det er en klassisk undladelsessynd at negligere konsekvensen af hændelser, der ikke forekommer særligt ofte eller ligger langt ude i fremtiden. Vi kender klimavejrudsigten, og ved at handle nu kan vi forebygge store regninger ude i fremtiden. Udover at vi undgår alvorlige konsekvenser for både mennesker og erhvervsliv, er det grundlæggende godt købmandskab for samfundet at få klimatilpasset nu, i stedet for senere. Håb er ikke en strategi. Vandet kommer under alle omstændigheder, slutter Charlotte Jepsen.

Læs rapporten her: https://cipfonden.dk/wp-content/uploads/2026/06/Klimatilpasning-i-Danmark-Hvordan-faar-vi-mere-til-at-ske-Hovedrapport.pdf

Del dette med dit netværk: