CEPOS: Klima er på rette kurs
Regeringens Klimaprogram 2025 dokumenterer, at Danmark er på vej til at opfylde både sine klimaforpligtelser over for EU og det selvstændige danske mål om en 70 pct. reduktion af drivhusgasudledninger i 2030. Sådan lyder det fra CEPOS, der supplerer: Også Klimarådets seneste opgørelse bekræfter, at målene er inden for rækkevidde.
– Det understreger, at der ikke er behov for at forcere klimapolitikken med kortsigtede og ofte ineffektive tiltag. Det er hverken nødvendigt eller økonomisk ansvarligt at give yderligere statsstøtte til vedvarende energi eller at fremskynde udfasningen af fossile teknologier. Politikerne bør i stedet bruge momentum til at fokusere på effektive, langsigtede løsninger — sådan som det var tilfældet med Grøn Trepart, siger,” Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.
CEPOS peger desuden på, at næsten alle Danmarks drivhusgasudledninger efter 2030 vil være dækket af EU’s kvotesystemer. De resterende udledninger er underlagt EU’s byrdefordelingskrav. Det rejser spørgsmål om nødvendigheden af at fastsætte selvstændige danske klimamål efter 2030. – Selvstændige danske mål efter 2030 vil have næsten ingen global klimaeffekt og risikerer at flytte fokus væk fra de bindende internationale forpligtelser, siger Otto Brøns-Petersen.

