Bæredygtighed, udvikling af juridiske kompetencer

Danmarks juridiske uddannelses- og forskningsmiljøer er netop gået sammen i et 5-årigt initiativ for at udvikle ny viden og kapacitetsopbygning inden for bæredygtighed. Gennem forskning og uddannelse inden for jura vil initiativet JURiB –’Juridiske Kompetencer inden for bæredygtighed’ – understøtte den grønne omstilling og udviklingen af et mere bæredygtigt samfund. VELUX FONDEN støtter initiativet, der skydes i gang med tre konkrete projekter, hvor bæredygtighed undersøges ud fra et virksomhedsperspektiv, et offentligretligt perspektiv og et internationalt perspektiv.

Bæredygtighed spiller en stadig større rolle i samfundet, men begrebets bredde og kompleksitet skaber udfordringer for både stater, offentlige institutioner og private virksomheder. Det kan være svært at omsætte bæredygtighed til klare love og regler, da hensyn kan være modsatrettede, og rammerne ændrer sig i takt med ny viden og udvikling. Med initiativet JURiB –’Juridiske Kompetencer inden for bæredygtighed’ vil de danske, juridiske uddannelses- og forskningsmiljøer adressere de retlige udfordringer og understøtte den grønne omstilling og et mere bæredygtigt samfund. Kilde: CBS

Fundamentet for initiativet JURiB er et tæt samarbejde imellem de juridiske uddannelses- og forskningsmiljøer i Danmark med deltagelse af forskere fra Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Copenhagen Business School.

JURiB er det første initiativ, der går på tværs af alle juridiske forsknings- og uddannelsesmiljøer i Danmark, og helt grundlæggende samtænker forskning og uddannelse. Sammen vil institutionerne i de kommende år bidrage til kompetenceopbygning i relation til bæredygtighed på det juridiske område, både hvad angår uddannelse og forskning på et højt, internationalt niveau. Initiativet koordineres fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

 

JURiB realiseres med en bevilling fra VELUX FONDEN, da fonden støtter forskning og indsatser, der kapacitetsopbygger individer, grupper, organisationer og miljøer, samt initiativet matcher fondens vision om et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.

Første projekter undersøger bæredygtighed i virksomhedsansvar, forvaltning og international handel

JURiB skydes i gang med tre projekter, hvor bæredygtighed undersøges ud fra henholdsvis et virksomhedsperspektiv (kontrakts- og ansvarsretlige implikationer af bæredygtighedsforpligtelser), et offentligretligt perspektiv (forvaltningsvirksomhed i et bæredygtighedsperspektiv) og et internationalt perspektiv gennem fokus på handelsbarrierer, som har betydning for virksomheders muligheder for at markedsføre deres produkter på tværs af landegrænser.

Alle tre projekter forventes at bidrage til kapacitetsopbygningen inden for de juridiske uddannelser i bred forstand – både på bachelor, kandidat og efteruddannelsesniveau. Det kan både være i form af konkrete bæredygtighedselementer i eksisterende fag og ved udvikling af egentlige, nye fag med tydeligt afsæt i bæredygtighedsdagsordenen. Derudover vil projekterne også bidrage med ny, værdifuld, forskningsbaseret viden, der understøtter udviklingen af et mere bæredygtigt samfund. På baggrund af kontinuerlig erfaringsopsamling og videndeling på tværs af de tre første projekter, vil der blive igangsat yderligere konkrete projekter i løbet af initiativets løbetid.

VELUX FONDEN ser frem til at følge JURiB, der i et ambitiøst samarbejde mellem seks juridiske institutioner udvikler det faglige grundlag for uddannelse gennem forskning og ny viden, hvilket er et bidrag til demokratisk bæredygtighed.

Del dette med dit netværk: