3 lovforslag i høring

Nyhed fra HORTEN Advokater:

Tre udkast til lovforslag om offentlig erhvervsaktivitet er sendt i høring den 11. marts 2019 med frist for bemærkninger den 8. april 2019. Udkastene er en opfølgning på regeringens udspil om fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører. Forslagene vedrører blandt andet en lovfæstelse af kommunalfuldmagtsreglerne og etablering af en ny klagemyndighed for offentlige erhvervsaktiviteter.

Udkastet til lovforslag om kommunal og regional erhvervsvirksomhed indeholder en lovfæstelse af de i praksis udviklede kommunal- og myndighedsfuldmagtsregler. Baggrunden for lovforslaget er regeringens ønske om, at den offentlige sektor kun skal løse opgaver inden for det offentliges kerneområde, og at lovgivningen herom skal være klar, enkel og overskuelig.

Udkastet til lovforslag indeholder en gennemgang af praksis på området, herunder af de undtagelser fra forbuddet mod at udøve erhvervsaktivitet, som jævnligt giver anledning til tvivl i kommuner og regioner samt hos private aktører. Udkastet til lovforslag bliver derfor et væsentligt bidrag til forståelsen af kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne som Økonomi- og Indenrigsministeriet fortolker praksis pt., uanset om det når at blive fremsat i Folketinget inden et valg, og om det i så fald måtte blive vedtaget.

 

Del dette med dit netværk: