14 bygherrer reducerer brug af råstoffer
14 af landets største offentlige bygherrer – herunder kommuner, regioner, forsyningsselskaber og statslige bygherrer – underskrevet en fælles hensigtserklæring om at reducere brugen af nyopgravede råstoffer i deres anlægsprojekt.
Danmark er ved at løbe tør for sand, grus og sten – afgørende materialer i alle anlægsprojekter. Indvinding og transport af disse råstoffer bidrager desuden til betydelige CO2-udledninger og øgede økonomiske omkostninger for samfundet.
Nu forpligter 14 af landets største offentlige bygherrer sig til at mindske forbruget af nyopgravede råstoffer. Dette skal ske i samarbejde med private leverandører for at fremme genanvendelse og brug af sekundære materialer.
Hensigtserklæringen markerer en milepæl i CO-PI’s skaleringsproces – partnerskabet ‘Sammen om mindre råstofforbrug’ – der samler offentlige bygherrer om at finde nye og mere bæredygtige løsninger.
Besøg projektsiden ‘Sammen om mindre råstofforbrug’
Fra hensigt til handling. Med den fælles hensigtserklæring forpligter bygherrerne sig til konkrete tiltag, herunder:
- Reduktion af de råstofmængder, der transporteres til og fra anlægspladser.
- Mindre brug af nyopgravede råstoffer gennem øget anvendelse af sekundære materialer i egne anlægsprojekter.
- Anvendelse af overskydende materialer fra egne projekter i andre offentlige projekter for at mindske spild.
- Transport af råstoffer over kortest mulige afstande for at reducere CO2-udledningen.
For at nå disse mål vil bygherrerne etablere effektive styringsmetoder og undersøge designoptimeringer, ændringer i standarder og praksis, samt hvor der kan stilles andre krav i udbud end der gøres i dag.

