IT fremmer

 

Resultaterne af fem store demonstrationsskoleforsøg er nu fremlagt. Når man bruger it i undervisningen, bliver samarbejdet og den faglige videndeling mellem eleverne bedre, og produktion med it virker engagerende for eleverne. Det er to af de foreløbige resultater fra de store demonstrationsskoleforsøg med it i undervisningen, der har kørt siden 2013.

 

Resultaterne blev – sammen med yderligere seks foreløbige konklusioner – præsenteret af videncenterleder og ph.d. Thomas Illum Hansen fra UC Lillebælt og professor Birgitte Holm Sørensen fra Aalborg Universitet på afslutningskonferencen for forsøgene. Også Professor Michael Fullan fra Ontario i Canada fortalte om sine erfaringer med skoleudvikling. Michael Fullans vigtigste budskab var, at det er pædagogik og didaktik, som er udgangspunkt for læring, mens it er accelerator. Det er vigtigt, at lærere og skoleledere går sammen om at skabe forandring på den enkelte skole, for udviklingen sker særligt gennem interaktionen med andre.

 

Direktør Thomas Fredenslund, Styrelsen for It og Læring, fortæller om at brugen af it ændrer både den måde, børn og unge lærer på, og den måde lærere underviser på.  It på undervisningsområdet har et stort potentiale. Brugen af it i undervisning er ikke længere drevet af enkelte ildsjæle, men har en bred forankring. Demonstrationsskoleforsøgene er en del af indsatsen for it i folkeskolen. Gennem to år har forskere, konsulenter, skoleledere, lærere og pædagoger været travlt optaget af at undersøge og dokumentere, hvordan it kan bidrage til at skabe en bedre læring for eleverne. Bag forskningen står Aalborg og Aarhus Universiteter i samarbejde med alle landets professionshøjskoler. Forsøgene er foregået på i alt 28 skoler, der har stillet sig til rådighed som demonstrationsskoler.

 

De endelige resultater fra demonstrationsskoleforsøgene vil i starten af 2016 blive formidlet i et praksisnært inspirationsmateriale til gavn for kommuner og skoler i hele landet. Så snart materialet er klar, vil der komme en nyhed om det her på stil.dk.

Del dette med dit netværk: