Vammen: Nedbring konsulentudgifter

Finansminister Nicolai Wammen (S) har lynhurtigt skudt KL’s ønske om fem milliarder kroner til socialområdet til hjørne. Han kalder det ”uden for skiven”. Samtidig har Nicolai Wammen også åbnet døren for, at kommunerne endnu en gang skal spare på konsulentudgifter. – det kunne være rigtig fornuftigt, at vi også i kommunerne tager det næste skridt i forhold til at nedbringe udgifterne til eksterne konsulenter, lyder meldingen fra Vammen.

Vicekommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune understreger, at kommunerne har behov for konsulentbistand i et vist omfang. – Hvis vi skulle skære alle konsulentudgifter væk, ville det stoppe al byudvikling, og det tror jeg ikke, den brede offentlighed har for øje, konstaterer han.

SOM EN SKRÆDDER I HELVEDE. – Vi har set på, hvad vi egentlig har tilbage af konsulentudgifter, og de seneste tal, vi har, er fra 2019, hvor vi brugte 12,9 millioner kroner på konsulentudgifter. Langt størstedelen af de penge bruger vi på de store byggesager, når vi henter byggerådgivere og arkitekter ind, og derudover har kommunerne jo altså også behov for advokatbistand ind i mellem, forklarer Siggi W. Kristoffersen,

– Selv hvis vi fjernede alle konsulentudgifter, og vi rent faktisk forestillede os, at det kunne lade sig gøre at gøre det, så ville det forslå som en skrædder i helvede, for det er jo intet sammenlignet med det voldsomme beløb, vi hvert år kanaliserer i retning af socialområdet, siger han.

REPLIK. – Jeg er glad for, der begynder at komme nogle beløb på for, hvad det vil koste at give den service, som vi nok på tværs af kommuner, regeringen og brugerorganisationerne er enige om, men jeg er bekymret for, at svaret er, at kommunerne selv kan finde dem på konsulentudgifter. Det vil jo svare til, at vi i hver kommune skal spare 50 millioner kroner på konsulentudgifter for at finde de fem milliarder kroner, og det er helt urealistisk, siger Siggi W. Kristoffersen og noterer sig samtidig, at det er andet år i træk, at finansministeren peger på besparelser på konsulentudgifter.

Del dette med dit netværk:

Skriv en kommentar

avatar