SKI: Årsdage for offentligt indkøb 2026

SKI’s Årsdage for offentligt indkøb 2026 sætter fokus på, hvordan der navigeres i en tid, hvor sikkerhedstrusler, grønne krav og behovet for samarbejde om offentligt indkøb vokser dag for dag. Der er efter forlydenet + 1000 tilmeldte. Skal du sikre dig en plads til årsdagene den 20. januar i København og den 22. januar i Aarhus anbefales hurtig reaktion.

Verden er forandret. Geopolitiske spændinger, hybridkrig, cyberangreb og forsyningsusikkerhed præger ikke kun nyhedsstrømmen – de påvirker også rammerne for offentligt indkøb i Danmark.

Årsdagene 2026 stiller skarpt på, hvordan vi som indkøbere bedst navigerer i en tid, hvor sikkerhed, robusthed og ansvarlighed er blevet centrale pejlemærker – samtidig med, at forventningerne til det offentliges bidrag til den grønne omstilling bliver stadigt højere.

Invitationen lyder: Glæd dig blandt andet til at høre:

  • Lektor Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet: Krig, oprustning og geopolitiske spændinger påvirker direkte offentligt indkøb. Peter Viggo Jakobsen giver et overblik over den globale sikkerhedspolitiske situation, og hvilke tendenser du især skal holde øje med.
  • Direktør Laila Reenberg, Styrelsen for Samfundssikkerhed: Hvordan navigerer du som indkøber bedst i et skærpet risiko- og trusselsbillede, hvor cybersikkerhed og informationssikkerhed er rykket helt ind på indkøbskontoret.
  • Professor René Frans Henschel, Aarhus Universitet: Hør om, hvordan den nye internationale CMS-standard for kontraktstyring kan styrke indkøbsfunktionen i din organisation. Få også indblik i konkrete erfaringer med segmenteret kontraktstyring, og hvordan det kan skabe værdi i praksis.
  • Chef for CSR og bæredygtighed Adam Goslett og bæredygtighedskonsulent William Biørnstad, SKI: Her får du konkrete redskaber, der hjælper dig med at prioritere grønne indsatser og komme tættere på reel bæredygtighed – med afsæt i blandt andet CO2-ækvivalenter, livscyklusvurderinger og planetære grænser.
  • Sektionsleder Casper Hillingsøe Heinig, Rigspolitiet; udbudschef Cecilie Førby, Odense Kommune, og servicechef Simon Hagenau Sneevang, EUC Syd: Få indblik i tre forskellige cases, hvor strategisk indkøb har skabt konkrete resultater – fra idé til implementering. Efter oplæggene åbnes der for debat og spørgsmål, så du kan dykke ned i erfaringerne og få inspiration til din egen praksis.
  • Lektor Jonas Gabrielsen, Roskilde Universitet: Hvordan styrker du din retoriske gennemslagskraft og får dine budskaber til at sidde fast, både opad i organisationen og ud mod de brugere, der køber ind hver dag.
Del dette med dit netværk: