Sæt fokus på færre regler og mindre bureaukrati
Regeringens nye 2035-plan rummer et fokus på at opgøre byrderne på dansk erhvervsliv. Men ambitionerne skal omsættes til bindende mål for færre regler og mindre bureaukrati, lyder det fra SMVdanmark, der også peger på, at 2035-planen mangler et tydeligt reformspor.
Ny 2035-plan må og skal være et afsæt for bindende mål om at nedbringe bureaukratiet, lyder det fra SMVdanmark.
Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark: – Bøvl, bureaukrati og byrder er den absolut største udfordring for de mindre virksomheder i Danmark. Det er ærgerligt, at regeringen ikke er nået længere med at løse den udfordring, og 2035-planen flytter desværre heller ikke nok.
– Vi anerkender, at 2035-planen nævner regeringens arbejde med at opgøre de nuværende byrder, men vi får desværre ikke mindre bureaukrati af, at vi måler det. Det er også godt, at regeringen lægger op til en målsåtning om at nedbringe byrderne. Det er dog helt afgørnde, at den måltsætning bliver bindende. Bindende bureaukratimål er simpelthen et must have i regeringsgrundlaget for en kommende regering.
Ifølge SMVdanmark er det positivt, at regeringen har en ambition om, at nedbringe byrder fra statens tilsyn med virksomhederne med 10 procent.
Mangler reformspor. SMVdanmark hæfter sig også ved, at 2035-planen mangler et tydeligt reformspor, der kan sikre finansieringen af fremtidens store udgifter.

