Rolleskifte efter vejstribe-dom

Juridisk førstehjælp kaldes det skifte som Højsterets dom om vejstribe-konsortiet har medført. Det er Dagbladet Børsen, der skriver at advokatstanden med vejstribedommen har fået en ny rolle at spille i byggeriet. Det er ikke en rolle som ”voldgifts-varetagere”, men i stedet som ”konsortierådgivere”.

I vejstribe-sagen blev to virksomheder dømt for at være gået sammen om et bud på en opgave fremfor at afgive hvert sit.

USIKKERHED. Ifølge Dagens Byggeri har dommen skabt nervøsitet hos Pihlkonsortiet, som fortæller, at man på ryggen af sagen har set sig nødsaget til at indhente ekstern hjælp til at få styr på den konkurrencesituation, der blev til i højesteretsdommens kølvand. Det får igen Dansk Byggeri til at ytre, at dommen har efterladt en “uholdbar konkurrenceretslig situation”.

Peter Stenholm, der er underdirektør i brancheorganisationen udtaler: – Det er tankevækkende, at der er opstået en situation, hvor virksomheder må gå ud og sige, at de ikke er kriminelle, siger. Han understreger, at der skal ske nye tiltag på området.

Organisationen finder delvis opbakning hos ph.d. i konkurrenceret Heidi Løjmand fra SDU. Hun udtaler til avisen: – Der mangler detaljerede og virkelighedsnære rettesnore fra Konkurrencestyrelsen … Så længe der ikke er konkrete anvisninger fra styrelsen, udformet på en måde, så de kan genkendes og anvendes i praksis, er det i hvert fald forståeligt, hvis virksomhederne føler sig tilbageholdende fra at indgå i konsortier.

Del dette med dit netværk: