Randers vinder indkøbspris
Randers Kommune er kåret som ”Verdens Bedste Indkøber 2024”. Kommunen har formået at prioritere bæredygtighed, selv i en tid, hvor pris ofte vægtes højere. De har arbejdet med enkle og konkrete løsninger, der fremmer bæredygtighed på flere områder.
Det batter for kloden, hvis virksomheder og offentlige organisationer indkøber mere bæredygtigt. Både på den grønne og sociale bundlinje. Hver eneste dag købes der ind for enorme summer, lige fra kaffe og papir til solceller, fødevarer og biler. Indkøb, der direkte påvirker klima, miljø og arbejderne i de lande, hvor varerne produceres. Alene den offentlige sektor køber ind for cirka 450 milliarder kroner om året, bare i Danmark.
Randers Kommune har modtaget prisen som ’Verdens Bedste Indkøber 2024’ for deres omfattende arbejde med at integrere bæredygtighed i kommunens indkøb. Gennem en ambitiøs dialog med leverandører har kommunen også stillet høje krav i udbud og sat fokus på bæredygtige løsninger. Randers Kommune har formået at tænke på tværs af produktkategorier og services og har arbejdet målrettet med forskellige strategier, der kan fremme cirkulær økonomi og ansvarligt forbrug.
– Vi er utroligt stolte! Det har krævet hårdt arbejde og en minutiøs gennemgang af tusindvis af varelinjer for at leve op til de ambitiøse klimamål i byrådets klimaplan. At balancere bæredygtighed, klimamål og økonomisk ansvarlighed har ikke været en let opgave. Det har krævet nytænkning, dedikation og en vilje til at finde løsninger. Men vi kunne aldrig have opnået dette uden den stærke opbakning fra vores fantastiske kollegaer i hele Randers Kommune, siger Peter Lund Neumann, Chef for Udbud, Indkøb og Kørsel, i Randers Kommune
Prisen blev uddelt den 25. november under Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI) årlige konference.