Positive klimaholdninger

Danskere bakker op om klimasatsninger! Fire ud af fem danskere ser klimaforandringer som en alvorlig trussel, og er generelt villige til selv at gøre en forskel. Danskere undervurderer således ofte andres villighed til at selv gøre en forskel, når det handler om klimaet.

Tallene underbygges i en ny rapport, som Klimarådet netop har offentliggjort. Når det kommer til vindmøller og solceller på land, er danskerne noget usikre på, om andre nu også ser lige så positivt på sagen, som vi selv gør. Danskerne har opfattelsen af, at kun en tredjedel ønsker, at der sættes mere vedvarende energi op, selvom det faktisk er to tredjedele, som går ind for det.

Fælleskaber viser vej. Opbakningen til en aktiv klimapolitik kan påvirkes af sociale normer og fællesskab, skriver Klimarådet i rapporten. Hvis befolkningen antager, at andre ikke er villige til selv at bidrage, så kan det i sidste ende påvirke beslutningstagerne, fremgår det af rapporten.

Klimarådets anbefalinger:

Klimarådet kommer med forslag til, hvordan man kan bevare eller styrke befolkningens opbakning, accept og engagement.

  • En af anbefalingerne er, at regeringen bør udforme klimaindsatser, som befolkningen opfatter som både fair og effektfulde.

  • Man bør også gøre det klart og konkret over for befolkningen, hvordan den vil komme i mål med de klimamål, som Danmark har frem mod 2035 og 2050, skriver Klimarådet.

  • Klimarådet anbefaler også en regering at involvere borgerne i at udvikle klimapolitik.

  • Desuden skal der arbejdes aktivt med at lave fortællinger om, hvorfor et klimaneutralt Danmark er vigtigt.

Klimarådet opfordrer den kommende regering til at gøre opbakning til klimatiltag synlig i den offentlig debat. For hvis der ikke er en synlig opbakning, kan det i sidste ende nedtone støtten, lyder meldingen.

Klimarådet

Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske på en omkostningseffektiv måde, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde velfærd og udvikling.

Del dette med dit netværk: