Nr. 1 i erhvervsvenlighed

Halvering af sagsbehandlingstiden på byggeri har medvirket til, at Dansk Byggeri har kåret Favrskov Kommune som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune.

Favrskov indtager derfor førstepladsen i Dansk Byggeris årlige analyse af erhvervsvenlighed. Placeringen er opnået fra et højt niveau i de foregående år, og fremgangen skyldes ikke mindst succes med byggesagsbehandlingen. Favrskov Kommune har siden 2018 halveret sagsbehandlingstiden på byggesager, hvilket har stor betydning for Favrskovs topplacering i år.

Borgmester Nils Borring glæder sig over, at Favrskov efter flere års tilløb nu kan kalde sig for Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. – Jeg er naturligvis stolt over placeringen, som er resultatet af en flerårig indsats for at tilbyde erhvervslivet gode rammer og effektiv service. Analysen viser, at vi klarer os godt på de fleste parametre, og vi lykkes, fordi erhvervslivet samarbejder med os. Det vil jeg gerne kvittere for. Vi har arbejdet hårdt på at nedbringe vores sagsbehandlingstider på byggesager, fordi erhvervslivet har fortalt os, at det er vigtigt for dem. Vi har en stærk dialog med virksomhederne, og vi lytter intenst, når der kommer ønsker om ting, vi måske kunne gøre anderledes. Den åbne dialog har stor betydning, og den vil vi holde fast i, siger Nils Borring.

Dansk Byggeris adm. direktør, Lars Storr-Hansen, tilskriver det flotte resultat, at Favrskov er fokuseret på at forbedre servicen for virksomhederne.

Del dette med dit netværk: