Medredaktør Claës Hagström trapper ned

Kæmpestor tak til medredaktør Claës Hagström for solidt, altid positivt og aktivt medspil i UdbudsMedia.dk–redaktionens godt 10-årige virke – og tidligere sågar også i mange år i regi af Magasinet Spektrum.

Claës har stået ved roret, da ”Udbuddets Blå Bog” blev søsat – og trods modspil og mange indkøberes modvilje mod synlighed, kom projektet godt fra start. Siden har Claës været flittig medskribent og i den seneste tid været UdbudsMedias redaktør af Bloggen, hvor en godt tre håndfulde stor ekspertkreds byder ind på tidens aktuelle temaer, dygtigt assisteret af blog-redaktøren.

Claës har kyndigt og med godt humør forvaltet privilegiet at servicere den både varierende og krævende målgruppe, der abonnerer på nyheder og viden fra UdbudsMedia.dk – altid baseret på hvad der er nyt og væsentligt – og altid godt og grundigt  researchet. STOR tak for indsatsen!

STOR TAK for indsatsen til med-redaktør Claës Hagström!

Claës Hagström:

Det er med stort vemod, jeg har valgt at drosle ned for mine opgaver i redaktionen på Udbudsmedia.dk. Vemodigt fordi det har været utrolig spændende og givende med et altid inspirerende samarbejde med chefredaktør Gert Kyster Nielsen. Min kontakt til blogger-kollegiet vil jeg ligeledes fremhæve. Det har været mig en glæde at være i kontakt med jer og læse jeres kloge og inspirerende tanker.

Al ting har sin tid. Derfor har jeg valg at opprioritere andre opgaver. For at få disse brikker til at passe ind i mit personlige puslespil har jeg måtte fjerne den brik, der hedder Udbudsmedia.dk. Det efterlader mig med et savn.

Udelukkes kan det derfor ikke, at skrivetrangen overvælder mig i en sådan grad, at jeg må til tasterne med et budskab. Og med chefredaktørens forhåbentlige velvilje vil jeg således i ny og næ indtage rollen som gæsteskribent for Udbudsmedia.dk.

Del dette med dit netværk: