KAMSTRUP reducerer

Kamstrup, der sælger intelligente måleløsninger til hele verden, er ramt af forsyningsselskabernes svære vilkår for at installere målere i private hjem. Det mærkes på ordreindgangen og produktionen. Krisen har bragt Kamstrup i en ny situation, men optimismen for fremtidig vækst finder man stadig.

Det er coronakrisen der i øjeblikket bremser ekspansionsplanerne. – Vi oplever lige nu et markant dyk i ordreindgangen, og vi forventer at se et fald, der vil svinge mellem 15-40% over de kommende måneder. Mange af vores kunder i både Danmark og udlandet har ikke mulighed for at installere vores løsninger og udskyder ordrer og beslutningsprocesser. Vi oplever derfor et meget lavere produktionsniveau, der ligger på 60-75% af det forventede niveau, siger Kim Lehmann, CEO i Kamstrup og fortsætter: – Vi tror desværre ikke det er en kortvarig situation, og vi forventer, at effekten af krisen vil påvirke vores forretning igennem en længere periode.

– Vi har i dag opsagt de danske medarbejdere, der er blevet berørt af en afskedigelsesrunde på i alt 75 personer verden over. Det er meget beklageligt at sige farvel til gode medarbejdere, og jeg ville ønske situationen var en anden. Det er dog samtidig vores ansvar at sikre Kamstrups forretning fremadrettet, derfor har det desværre været en nødvendig beslutning på nuværende tidspunkt, siger Kim Lehmann, der forventer, at omsætningen for 2020 vil falde 10-20% i forhold til sidste års omsætning, men alligevel ser han optimistisk på fremtiden.

– Vi kommer ikke til at regulere vores planlagte investeringer i udvikling og ekspansion i forhold til den nedgang vi oplever i ordreindgangen. Teknologisk lederskab er en del af vores forretningsgrundlag og altgørende for vores fremtid, fortæller Kim Lehmann. Kamstrup har de seneste to år ansat over 200 medarbejdere om året, hvoraf ca. halvdelen har været nye stillinger.

Del dette med dit netværk: