Hylleberg ny FRI-direktør
Viceadministrerende direktør Jan Hylleberg stopper i Green Power Denmark efter sommerferien. Han skal være administrerende direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). – Jan Hyllebergs betydning for Green Power Denmark og vindmølleindustrien har været kolossal, siger Kristian Jensen, CEO for Green Power Denmark.

Hylleberg begyndte at arbejde for Vindmølleindustrien i 2008. Han har været med til at forme vilkårene for en industri, som i dag beskæftiger 33.000 mennesker i Danmark og eksporterer for omkring 60 milliarder kroner. – I 18 år har jeg arbejdet med, tænkt på og drømt om vindmøller. Jeg har haft det store privilegium at være med til at udvikle en branche, som i dag er en meget vigtig del af dansk erhvervsliv og som er afgørende for den grønne omstilling overalt i verden, siger Jan Hylleberg.
– Nu har jeg fået en mulighed, som jeg har svært ved at sige nej til. Jeg skal være med til at sætte en ny retning for Foreningen af Rådgivende Ingeniører. Det er en udfordring, som jeg glæder mig til, og hvor jeg kan bruge de erfaringer, jeg har fra Green Power Denmark og de øvrige organisationer, jeg har arbejdet i, siger han.
I 2021 var Jan Hylleberg en af arkitekterne bag fusionen af de tre organisationer, som blev til Green Power Denmark. Gennem de seneste fire år har han været med til at skabe en organisation, som tegner hele energisektoren og arbejder målrettet på at få elektrificeret Danmark.

