Hvad er kursværdien på ordentlig topledelse?

Blog-indlæg af Christian Terkelsen, Craftsmanship

Vil du være med til at lave et tankeeksperiment om Novo Nordisk? Sidste uge var ugen, hvor den meget anerkendte Lars Fruergaard Jørgensen trådte tilbage og overlod topposten til den mere ukendte Maziar Mike Doustdar.

Lars Fruergaard Jørgensen er især blevet rost for sin måde at være topleder på, og uanset hvem man spørger i virksomheden, så fremhæves hans ordentlighed og stærke værdikompas. Det var også årsagen til, at medarbejderne spontant begyndte at klappe ad den nu afgående topleder samme dag, som han blev fyret. En klapsalve de gentog for et par dage siden, da han havde sidste dag på kontoret.

Nu er udmeldingen fra Novo Nordisk bestyrelse, at der skal en anden profil til. Ud fra et økonomisk perspektiv, synes det at være en hel fair beslutning taget i betragtning, at Novo Nordisk værdi er faldet fra 4119 mia. kr. til 1334 mia. kr. på bare et år. Kursværdien af aktien er faldet fra ca. 1000 til nu at være under 300. Det er voldsomt og dramatisk, og derfor skal der nu sættes fokus på eksekvering, effektivisering og konkurrenceevne.

Så langt så godt. Nu kommer tankeeksperimentet? Hvis det lykkedes for den nye topchef i Novo at hæve kursværdien mod de højder, som aktien havde sidste sommer, har bestyrelsen eller aktionærerne så nogen holdning til, hvilken ledelsesstil, der har været anvendt for at komme derhen?

Er vi ikke stadig der, hvor aktionærer og virksomhedsejere tænker, at så længe der tjenes mange penge på bundlinjen, så betyder ledelsesstil ikke så meget?

Vi har nu igennem et lille årti talt om, at tiden er inde til at de stærke, hårde og handlekraftige topledere i jakkesæt hører fortiden til. Argumentet blandt førende ledelseseksperter har været, at verden har brug for nye typer af ledere, der tænker på flere bundlinjer end blot den økonomiske. Det handler ikke kun om at tjene penge, men også om at have ambitioner om, hvordan man tjener sine penge.

Men er den ambition realistisk eller blot en illusion?  Hvis vi tager et kig på et par andre virksomheder i Danmark, der ikke har problemer med at tjene penge, så kan man godt blive i tvivl, om der – når alt kommer til alt – findes andre bundlinjer end den økonomiske? Er vi ikke stadig der, hvor aktionærer og virksomhedsejere tænker, at så længe der tjenes mange penge på bundlinjen, så betyder ledelsesstil ikke så meget?

Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). I juni trådte 25 ansatte frem og fortalte om et ekstremt dårligt arbejdsmiljø i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). CIP brander sig på, at være en grøn kapitalforvalter, og ud fra et økonomisk perspektiv er firmaet blevet en kæmpe succes. De 4 stiftere af firmaet har på blot 13 år formået at rejse 240 mia. kr. De 25 ansatte fortæller om et ”væmmeligt” og ”giftigt” arbejdsmiljø, og fagforeninger melder om en klar overrepræsentation af stresssygemeldinger hos CIP. Kritikken er af topledelsen blevet mødt en politisk formulering om, at ”man selvfølgelig er fokuseret på at sikre gode arbejdsvilkår”, men understreger i samme omgang, at ”CIP ikke er en arbejdsplads for enhver”. Det er altså ikke topledelsens adfærd, den er gal med, men de tidligere ansatte, der har valgt at arbejde på en arbejdsplads, som ikke passede godt til dem.

Advokathuset Plesner. I starten af 2025 var det så et af Danmarks største advokathuse, Plesner, der kom i mediernes fokus. 15 nuværende og tidligere medarbejdere valgte at fortælle pressen om en ejerpartner, der i årevis systematisk havde udøvet seksuel chikane mod de yngre kvinder i firmaet. Topledelsen havde i flere år haft kendskab til den systematiske seksuelle adfærd men valgte ikke at gøre noget. Topledelsens første reaktioner til medierne var, at ”de ikke kunne genkende det billede af arbejdsmiljøet, der bliver tegnet af firmaet, og det er vigtigt for os at sikre et arbejdsmiljø, hvor ingen udsættes for uønsket adfærd”.

Efter verdenshistoriens dårligst håndterede krænker-sag, endte topledelsen med at lave en gensidig aftale med ejerpartneren om at stoppe i firmaet – men det var ikke med en begrundelse om grænseoverskridende seksuel adfærd. Man sidder med en fornemmelse af, at den gensidige aftale mere blev lavet, fordi topledelsen vurderede, at sagen kunne bringe firmaets økonomiske bundlinje i fare mere end det handlede om at tage skarp afstand for en helt uacceptabel ledelsesadfærd fra en af virksomhedens ejerpartnere.

DSV’s topchef har også været i medierne den seneste tid. Børsen har talt med hele 14 anonyme medarbejdere og ledere i DSV, der beskriver topchefens ledelsesstil som aldeles grænseoverskridende. Det er historier om verbale overfald og tyrannisk arbejdsmiljø. Siden har topchefen valgt at kommentere på historierne med forsvaret om, at der skal stor ”passion og drivkraft” til at skaffe de resultater som han har skabt og ”når man kommer i kontakt med den drivkraft, så kan det godt være lidt overvældende for nogen”. Vi må forstå på DSV toplederen, at de ekstraordinære resultater, som DSV leverer i dag, potentielt kommer med en menneskelig omkostning, som han ikke har noget problem med at betale.

Spørgsmålet er så, om vi andre er klar til at betale samme pris? Det leder mig tilbage til det indledende tankeeksperiment, og som jeg ikke har et entydigt svar på. Vil virksomhedsejere og aktionærer overhovedet bekymre sig om topledelsens ledelsesstil, hvis ledelsen år efter år sikrer en god økonomisk bundlinje, et flot udbytte og/eller en høj aktiekurs?

Personligt er jeg nødt til at tro på, at det betyder noget, men jeg anerkender, at mange danskere pt. har tabt mange penge på kurstabet i Novo Nordisk.

NOVO – Maziar Mike Daustdars ledelsesstil. Derfor er det også med et åbent sind og store forventninger, at jeg glæder mig til at se Maziar Mike Daustdars ledelsesstil. Jeg håber virkelig, han formår at genrejse Novo Nordisk med benene solidt plantet i et ledelsesgrundlag, hvor han og virksomheden tager hensyn til flere bundlinjer end blot den økonomiske. Hvis Novo Nordisk lykkedes med den opgave, så har vi ledestjernen, der beviser, at så kan alle.

PS – jeg har ingen aktier i Novo Nordisk

Præsentation

Christian Terkelsen skriver om bæredygtige organisationer, organisering og ledelse på UdbudsMedia.dk

Læs mere om Christian Terkelsen

Del dette med dit netværk: