Høringswebinar: Kriterier for Svanemærkede events
Høringswebinar: Kriterieforslag for events – den 19. februar 2025
Det skal fremover være muligt at svanemærke events. På Svanemærkets høringswebinar den 19. februar får du både en kort introduktion til Svanemærket, en præsentation af forslaget til de nye kriterier – og information om høringsprocessen.
Der er mange bolde i luften, når man skal planlægge større events – og det kan være svært at gennemskue, hvilke tiltag der gør størst forskel for miljø og klima.
Derfor foreslår Nordisk Miljømærkning, at det fremover skal være muligt at svanemærke events som fx messer, konferencer, seminarer, festivaler, udstillinger og sportsturneringer. Formålet er at tilbyde et værktøj, der kan hjælpe med at prioritere i forhold til, hvor man skal sætte ind for at mindske den samlede miljø- og klimabelastning, og hvilke krav man skal stille til sine leverandører og underleverandører.
Svanemærket er det mest kendte miljømærke i Norden og er samtidig et anerkendt Type I-miljømærke. Det kan således både være med til at styrke den grønne kommunikation af et event, ligesom det rummer fordele i forhold til fx ESG-rapportering.
Du kan læse mere om kriterieforslaget i denne pressemeddelelse.
Du kan finde forslaget til kriterier på både dansk og engelsk på Nordisk Miljømærknings hjemmeside.
Nordisk Miljømærkning vil meget gerne have input til kriterieforslaget, og alle har mulighed for at indsende høringssvar frem til den 23. marts.
De endelige kriterier forventes at blive lanceret i sommeren 2025.
Hvem kan deltage i webinaret? Alle kan deltage. Webinaret henvender sig dog først og fremmest til hele eventbranchen inkl. underleverandører og brancheforeninger – og til blandt andre virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner.
Deltagelse:
Hvor: Microsoft Teams
Hvornår: Onsdag den 19. februar 2025, kl. 10.00 – 12.00
Sprog: Dansk
