Farvel til DanishCare

Efter gensidig aftale med Danish.Cares formandskab fratræder Morten Rasmussen stillingen som direktør i brancheforeningen, Danish.Care, pr. 30. juni 2025. Morten Rasmussen tiltrådte som direktør tilbage i november 2016 i det daværende Dansk Rehab Gruppe, som sidenhen blev til Danish.Care i april 2018. I sine over 8,5 år i spidsen for Danish.Care har brancheforeningen været i flot og kontinuerlig udvikling, hvor både medlemsgrundlaget, medlemstilbuddene, den politiske indflydelse og synlighed i branchen er vokset markant.

– Med sit stærke engagement, strategiske blik og politiske tæft har Morten været med til at skabe stor værdi for foreningen og vores medlemmer. En stor del af æren for den positive udvikling i brancheforeningen tilfalder Morten, som har spillet en afgørende rolle i at positionere Danish.Care som en relevant og tydelig stemme på den ældre-, social- og sundhedspolitiske scene,” lyder det fra formandskabet i Danish.Care.

Brancheforeningen er vokset de seneste år – både internt i sekretariatet, men også på medlems- og indflydelsesfronten. Derfor går Danish.Care nu ind i en ny fase, hvor der er behov for at styrke den daglige ledelse af sekretariatet og opbygge nye interne rammer. Da der endnu ikke er en ny direktør på plads i Danish.Care, har formandskabet i brancheforeningen indgået en aftale med Per Buus, direktør i VELA – Vermund Larsen A/S, der pr. 01. juli 2025 vil indgå som vejledende part for sekretariatet i en overgangsperiode.

Per Buus har et indgående kendskab til Danish.Cares arbejde qua sit mangeårige bestyrelsesarbejde i brancheforeningen, hvor han i en periode på små 9 år – fra 2009 til 2018 – både har bestredet hvervet som bestyrelsesformand og -næstformand.

Del dette med dit netværk: