DI: KASSETÆNKTE KONSULENTBESPARELSER

Kassetænkte offentlige besparelser på eksterne rådgivere er et problem. Uden it-specialister er det umuligt at bygge digitale løsninger. Bygger man en bro, skal der andet end beton og stål til, nemlig ingeniører og håndværkere. Tilsvarende er byggeriet af en digital løsning dømt til at gå galt, hvis der ikke er it-specialister – rådgivende såvel som udførende – og nok af dem. Sådan lyder udmelding fra DIs branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.

Vellykkede digitaliseringsprojekter kræver desuden et målrettet fokus på gevinstrealisering. En væsentlig del af gevinstrealisering kommer ikke af en én-til-én digitalisering af en analog proces, men fordi man innoverer, gentænker og forbedrer arbejdsgange. Derfor skal den offentlige sektor også have adgang til ekstern rådgivning, som kan give nye idéer og perspektiver i design af nye arbejdsgange.

Regeringens nye tiltag – et digitaliseringspartnerskab er en forrygende ide, men adgangen til specialistkompetencer på it-området kan spænde ben for ambitionerne. I halen på lanceringen af partnerskabet har vi i DI offentliggjort et ambitiøst digitaliseringspolitisk udspil: 46 konkrete forslag. Blandt disse er et drøn vigtigt forslag om at sikre, at offentlige myndigheder får flere penge til it-konsulenter, og at pengene bliver brugt klogt, Lyder Dis synspunkt, der fortsætter:

Det må ikke være sådan, at myndigheder skal vælge mellem at droppe digitaliseringsprojekter eller at fastansætte it-specialister, når det vil være bedre at hyre dem ind som konsulenter. IT-specialister er en mangelvare både herhjemme og globalt. En fjerdedel af alle organisationer kan ikke få dækket deres digitale kompetencebehov (Digital Dogme, 2020). At fastansætte og fastholde et stort antal it-specialister i offentlige stillinger er uklogt. For det første er det er ikke omkostningseffektivt for den enkelte myndighed med et midlertidigt behov. Hvad endnu værre er, så vil specialisterne heller ikke have samme mulighed for at bruge, vedligeholde og udvikle deres ekspertisefelt, som de har, hvis de arbejder projektorienteret for forskellige kunder i ind- og udland som privatansatte rådgivere.

Del dette med dit netværk:

Skriv en kommentar

avatar