Assens-jubel over DI erhvervsmåling

En tak skal lyde til vores medarbejdere og partnere. Vi er nemlig rykket 25 pladser op ad listen og er dermed årets fynske højdespringer, hvilket giver os en 16. plads i DK og nr. 2 på Fyn, lyder salutten fra Assens borgmester Søren Steen Andersen.

Især indenfor de vigtige kategorier ‘overordnet erhvervsvenlighed’ (pl. 38 -> pl. 16 i DK), ‘arbejdskraft’ (57 -> 21) samt ‘grøn udvikling’ (32 -> 22) har vi rykket os positivt, men også ‘information & dialog’ (28 -> 12), ‘brug af private leverandører’ (58 ->23), ‘digitale rammer’ 40 -> 17), ‘skatter, gebyrer og erhvervsarealer’ (24 -> 12) klarer vi os godt. I 9 ud af 10 kategorier er vi gået frem. Der, hvor vi har et stykke vej endnu, er ‘infrastruktur og transport’ (92 -> 84). Her vil en forbedring af vejen fra Assens by og til E20 / Odense gøre godt. Den er som bekendt også med i Folketingets store transportforlig, som blev indgået forrige år. Forundersøgelsen starter om et par år. Ligeledes understreger dette også vigtigheden af vores fællesfynske fokus på S-togsdrift på Vestfynsbanen.

Virksomhederne rykker os 40 pladser op på underkategorien ‘kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft’, samt 22 pladser op på ‘jobcentrenes samarbejde med virksomhederne’. DI offentliggjorde tillige med en undersøgelse vedr. Danmarks Grønneste Kommuner for et par uger siden. Her ligger vi i landets bedste fjerdedel og nr. 2 på Fyn.

– Alt i alt ganske godt gået. Og hermed ikke mindst en tak til alle dem, der har en aktie i det, slutter borgmester Andersen.

Del dette med dit netværk:

Skriv en kommentar

avatar