Who`s next? – Danmark!

I marts indtog Amazon Holland med en komplet markedsplads. Nu er turen kommet til Sverige. Allerede tilbage i 2017 svirrede rygterne om et muligt Amazon indtog i Norden, da mastodonten købte domænet Amazon.se. Af et jobopslag fremgår det, at en kommende nordisk markedspladschef også skal kigge på ekspansion i både Danmark, Norge og Finland.

– Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt Amazon indtager Norden, men hvornår og i hvilken hastighed. Sverige er første marked, og deres timing af pressemeddelelse tyder på, at de vil teste sitet over efteråret, så det er klart og strømlinet til julehandlen 2020, siger Sidsel Dyrholm Holst, branchedirektør i DI Handel.

– Vi kan se, at Amazons indtog har påvirket de europæiske markeder forskelligt. Amazon er specielt stærke i UK og Tyskland med store markedsandele, mens de i andre lande, såsom Spanien, Italien og Frankrig, kun har haft en moderat indvirkning på markedet. Vi vil derfor følge udviklingen af det svenske marked tæt. Det bliver især spændende at følge, hvornår de går i gang med Amazon Business, som er salg mellem virksomheder, på deres svenske markedsplads, siger Sidsel Dyrholm Holst.

Del dette med dit netværk: