Velkommen til kaffe i 2017

Kære Dansk Erhverv,

UdbudsMedia.dk bragte i deres nyhedsbrev 15. december 2016 en omtale af jeres analyse af offentlige indkøbere, under overskriften ”Wake up call til offentlige indkøb!”.

Vi har med stor interesse læst artiklen, og tager naturligvis den fremførte kritik seriøst.

I indkøbsafdelingen i Region Syddanmark er vores fokus at få den gode kontrakt. Vi tror på, at et af de vigtigste elementer for at opnå dette er dialog med markedet.

Leverandørerne er nogle af vores vigtigste samarbejdspartnere og vi forsøger altid at inddrage potentielle tilbudsgivere i vores udbudsproces, gennem markedsdialog og høring.

Men i stedet for her at komme med et gensvar på jeres analyse, vil vi meget gerne invitere jer til Vejle til en kop kaffe og dialog om, hvordan vi sammen gør offentligt indkøb endnu bedre.

På vegne af indkøbsafdelingen i Region Syddanmark
Indkøbschef Annette Bjørn/
Indkøbsområdeansvarlig Ditte Nicolajsen

Del dette med dit netværk: