Urent trav

Foto: Uddrag af Hendrik Goltzius’ “Syndefaldet” fra 1616. Foto: Wikimedia Commons

Af Claës Hagström, claes@udbudsmedia.dk

Antallet af sager om svigt, bedrageri og bestikkelse der involverer den offentlige sektor er de senere år taget til. Og nu breder mistilliden sig i befolkningen. Reglerne for retmæssig adfærd er ellers klare nok. Så hvor ligger forklaringen?

Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af, hedder et gammelt mundheld. At denne dulgte tankegang var nok så aktuel, blev som chokbølger bragt til offentlighedens kendskab, da Atea-skandalen med dens herostratisk berømte konto 2840, landede på dagbladenes forsider i 2015. At noget sådant kunne ske i det lille Danmark, som gik og brystede sig af at være ukendt med korruption, var rystende.

Bagmandspoliti og anklagemyndighed stod over for et større udredningsarbejde. Så stort, at den efterfølgende afregning med de skyldige først faldt år.

Derefter hørte offentligheden ikke meget til embedsmænd og fusk. Det skulle desværre ikke tages som tegn på, at ånden blandt embedsfolk var ført tilbage til de tider, hvor man end ikke kunne drømme om at forgribe sig på frimærkekassen.

De endelige straffe efter anke til Landsretten var dårligt nok blevet forkyndt, førend den ene sag efter den anden i Forsvarets Ejendomsstyrelse blev hver mands samtaleemne. Og sidenhen har medierne med mellemrum kunnet berette om embedsmænd der gik over stregen. Således i Banedanmark, hvor ansatte spiste, drak og festede for leverandørernes penge. Et par sager rundt om i kommunerne er det også blevet til.

Således blev en tidligere forvaltningschef i sidste uge kendt skyldig for overtrædelse af straffelovens § 144 om modtagelse af bestikkelse. Også en virksomhed og dens direktør var tiltalt for at have overtrådt straffelovens § 122 i den meget omtalte bestikkelsessag.

Forvaltningschefens brøde? Han have modtaget en række gaver i perioden 2010 til 2016. Blandt andet festivalbilletter, en golftur til Sverige og et sponsorat på over 200.000 kroner til en badmintonklub, hvor forvaltningschefen var bestyrelsesmedlem.

At lade sig friste har været en kendt synd lige fra bibelsk tid med Adam og Eva der ikke kunne holde nallerne fra kundskabens træ. Og den forleder os stadig. Dette til trods for whistleblower-ordninger, email-korrespondancer der ubelejligt dukker op i forkerte hænder – og så Bagmandspolitiets indsats. Vorherres årvågne øje synes glemt.

Et andet bud på miseren er også fremme. Om Forsvarsministeriet hedder det sig, at der råder en rådden kultur. Eller for den sags skyld brodne kar i de allerøverste lag af embedsmandsapparatet.

Men meget tyder desværre på, at der kan være behov for at genopfriske og indskærpe værdien af ordentlighed i forvaltningen, skriver Erik Boel, cand.scient.pol. i DJØF-bladet. Her henviser han til at både Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet og departementschef Thomas Ahrenkiel i Forsvarsministeriet har overtrådt dette kodeks om embedsmandens centrale pligter.

Ahrenkiel har ikke sørget for at få ryddet op efter de mange sager om svindel og magtmisbrug i Forsvarsministeriet. Der er ikke blot tale om et enkelt broddent kar. Men om en rådden kultur og moral helt op i toppen af det danske forsvar. Og Barbara Bertelsen der som departementschef i Justitsministeriet holdt relevante oplysninger i teledatasagen for sig selv i næsten tre måneder uden at orientere ministeren. Derved kan en række sager ved domstolene være blevet afgjort på baggrund af forkerte data. I yderste konsekvens med justitsmord til følge.

Men de respektive ministre så gennem fingre med disse forseelser. Justitsminister Nick Hækkerup var påfaldende afvisende over for at lade svigtet få personalemæssige konsekvenser; mest bemærkelsesværdigt var det, at han holdt hånden over departementschef Bertelsen. Og statsministeren hentede ved sin tiltræden Barbara Bertelsen over som ny departementschef.

Og Thomas Ahrenkiel er yderst belejligt blevet udpeget som landets nye ambassadør i Berlin, en af Udenrigstjenestens kronjuveler.

Om end de to sidste sager hører til i statsapparatet, kunne det alligevel ligne en tanke, når en frisk undersøgelse viser, at en markant andel af borgerne mistænker kommunalpolitikere for at misbruge deres position.