Takeaways fra IKA-DI seminar

Med den nye udbudslov er lovkravet om annoncering af indkøb under EU’s tærskelværdier blevet afskaffet, så længe indkøbet ikke har klar grænseoverskridende interesse. Men hvornår har et indkøb grænseoverskridende interesse?

I kølvandet på Udbudsloven er der opstået en række muligheder for at begrænse transaktionsomkostninger ved indkøb af private rådgiverydelser.

Sammen med IKA – Foreningen af Offentlige Indkøbere – har vi for nyligt afholdt seminar om mulighederne for at udnytte Udbudloven.

5 gode råd om “klar grænseoverskridende interesse” er: 

1. Foretag ALTID en konkret samlet vurdering af, om der er ‘klar grænseoverskridende interesse’

2. Hypotetisk interesse er ikke nok i sig selv, der skal være tale om en konkret begrundet potentiel interesse for eksempel baseret på empiri

3. Pilen peger i retning af en formodning om, at der ikke er ’klar grænseoverskridende interesse’ på grund af de lave tærskelværdier

4. Vurderingen kan afhænge af, om der er tale om et vare- eller tjenesteydelseskøb. Hvis der er tale om køb af en tjenesteydelse, skal der meget til for, at der er grænseoverskridende interesse

5. Læg skriftlig dokumentation af overvejelserne på sagen. Klagenævnet for Udbud har i et vist omfang anerkendt ”god tro”

5 gode råd om markedsdækning:

1. Træk på tidligere erfaringer fra egne indkøb

2. Brug erfaringer fra for eksempel annullerede udbud eller udbud, hvor den valgte leverandør er sprunget fra

3. Indhent oplysninger om priser og kvalitet fra andre offentlige myndigheder og institutioner

4. Undersøg priser mv. fra offentliggjorte lister eller SKI’s aftaler

5. Husk at nedfælde overvejelserne i et notat og lægge det på sagen

Del dette med dit netværk: