SKI: Punch Out og E-ordre
Nu bliver det nemmere og mere effektivt at handle via SKI. Læs her, hvordan du kan optimere dine indkøb og sikre højere compliance ved køb på SKI-aftaler, når du bruger SKI Punch Out og E-ordre i ePortalen.
SKI har udviklet to nye e-handelsløsninger, SKI Punch Out og E-ordre, som skal gøre det lettere for dig, der e-handler på SKI-aftaler. Fremover slipper du nemlig for at skulle forholde dig til flere forskellige brugerflader og er i stedet sikret, at du og dine kollegaer møder den samme indkøbsplatform – uanset om din organisation har eget e-handelssystem eller ej.
Det fortæller Casper Lyng Lundager, chef for E-handel i SKI: – Med SKI Punch Out og E-ordre gør vi det nemmere for offentlige institutioner at e-handle på SKI-aftaler. Løsningerne sikrer højere compliance, effektivt indkøb og brugervenlighed, hvilket i sidste ende kan betyde bedre udnyttelse af ressourcer og mere tid til kerneopgaverne.

SKI Punch Out: Brug ePortalen til alle dine indkøb – Hvis dit eget e-handelssystem er begrænset i sin visning af produkter og detaljer som fx miljømærker, kan du i stedet for at bruge leverandørens webshop få den gode købsoplevelse med SKI Punch Out. SKI Punch Out er til dig, der har eget e-handelssystem, og her kan du anvende punch out direkte via ePortalen, når du handler på SKI-aftaler.
Der er flere fordele ved at bruge SKI Punch Out frem for leverandørernes. Du slipper fx for at forholde dig til forskellige leverandørers hjemmesider, men kan bruge ePortalen til alle dine punch out-indkøb på SKI-aftaler. Bruger du SKI Punch Out fremfor leverandør-punch out, kan du derudover kun købe aftaledækkede varer, og du er samtidig sikret, at du handler til korrekte priser.
Fordele ved SKI Punch Out:
Effektivitet: Lav punch out direkte via ePortalen
Compliance: Køb aftaledækkede SKI-varer til korrekte priser
Brugervenlighed: Brug samme indkøbsplatform til alle dine punch out-indkøb.

SKI E-ordre: Bestil varer direkte hos leverandøren fra ePortalen
SKI har udviklet en e-ordre-løsning til dig, der ikke har eget e-handelssystem. Med SKI E-ordre kan du e-handle direkte via ePortalen, når du køber ind på SKI-aftaler. På samme måde som ved SKI Punch Out er du sikker på, at du kun kan lægge aftaledækkede SKI-varer i kurven, og du skal kun bruge få klik for at bestille varer hos leverandøren – blot med ePortalen som udstillingsvindue. Du får en bekræftelse på ordren, når den er sendt, og du kan løbende følge ordren i ePortalen.

