Respektløs retorik

I synspunkts artikel i Stiften, Aarhus skriver Nanna Højlund, næstformand i LO: Regeringen tegner et billede af det offentlige som uvederhæftig

Regeringen har præsenteret en aftale, der skal sætte en stopper for det, den misvisende og polemisk kalder kommunernes “opgavetyveri”.

Det dækker i virkeligheden over, at man i nogle kommuner f.eks. har kunnet låne kageforme på biblioteket, kunne købe en billig kop kaffe på plejehjemmet, når man besøgte sine forældre; Eller har kunne tage gratis eller billig træflis med hjem, når man afleverede sit juletræ på genbrugspladsen. Vi har i LO flere gange spurgt til, hvor stort problemet egentlig er: Hvor meget “stjæler” kommunerne i virkeligheden levebrødet fra private erhvervsdrivende med sådanne initiativer? Og sker det i sådan et omfang, at Folketinget ligefrem skal indskrænke det kommunale selvstyre?

Vi mangler stadig svar. Det, som regeringen benævner en “forbrydelse”, mangler altså for alvor både ofre og bevisførelse. Alligevel har de udpeget gerningsmanden og nedsat jury, hvor erhvervsorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv er med til at dømme i en sag, de selv har ført frem.

Der er i dag masser af samarbejde mellem offentlige myndigheder og private virksomheder om at levere offentlig service. Som regel fungerer det rigtig godt: Det skaber mange private arbejdspladser, innovative produkter og service af høj kvalitet. Faktisk udgør indkøb af varer og tjenester hos private virksomheder op imod en tredjedel af det offentlige forbrug. Og særligt kommunerne har en stor interesse i et blomstrende lokalt erhvervsliv, som giver arbejdspladser og skatteindtægter.

Forestil jer, at de lokale politikere – som regeringen antyder – stod op om morgenen med det formål at “stjæle” opgaver fra private virksomheder: Så kunne de da godt glemme alt om at blive genvalgt. Det ved regeringen da godt. “Opgavetyveri” er i mine øjne en respektløs retorik. Og det føjer blot til det billede, som regeringen forsøger at tegne af en uvederhæftig offentlig sektor. Det er simpelthen ikke fair.

Hvis der for alvor er nogen, der skal råbe “Stop tyven”, så må det da være de offentligt ansatte og os borgere. AE-rådet er netop kommet med en opgørelse, der viser, at der bliver færre og færre hænder pr. borger i den offentlige sektor. Vi befinder os på et niveau, der svarer til midten af (fattig-)firserne. Til trods for, at det store flertal af danskerne ikke ønsker forringelsen i servicen. Faktum er jo, at vi har valgt demokratisk, at nogle opgaver varetages bedst og billigst i fællesskab – af den offentlige sektor. Det er snusfornuftigt. Hvorfor så betale overpris til en privat virksomhed af ideologiske årsager? Den regning lander hos skatteborgerne – i form af højere skatter eller ringere velfærd.

Skulle vi bruge regeringens målestok her, er der tale om et kæmpe velfærdskup. Og tyvene? Ja, det er den selv samme regering, som med budgetloven og grønthøsterbesparelser stjæler af kommunekassen, mens de kalder kommunerne for forbrydere. Tyv tror hver mand stjæler…

Ref Aarhus stiftstidende

Del dette med dit netværk: